Rødt hjerte, blåt blod af Casey McQuiston

29.10.20
Et kærlighedsforhold mellem to unge mænd skaber i ekstraordinær grad problemer, når den ene er søn af den amerikanske præsident og den anden prinsen af Wales. Begge udset til særlige samfundsposter - tør de stå ved sig selv?

Jeg kan godt forstå, at denne er blevet rost af anmeldere og at den har vundet "Årets kærlighedsroman" og "Årets debut 2019" på Goodreads. Det er en skøn og hjertevarm historie om en usandsynlig kærlighed.

Præsidentens søn Alex, der er intelligent, smart og eftertragtet, forelsker sig - omend lidt modvilligt i den engelske prins Henry. Selvom de er uenige om mange ting, opdager Alex, at han i Henry har fundet en, han kan betro sig til. De lever begge to et liv, hvor de altid er i pressens søgelys. De skal tænke, før de taler og skal helst opføre sig på en bestemt måde. I Henry får Alex en forbundsfælle, en der forstår ham og hans følelser.

For Alex er ikke sprunget ud - det er Henry bestemt heller ikke og selvom Henry er mere klar over, at han er bøsse end Alex er klar over, at han er biseksuel, så vil det ødelægge det engelske kongehus, hvis deres prins sprang ud. Alex oplever en anden form for støtte fra sin familie og nærmeste. Tanken om at være biseksuel er dog ikke nem at tage til sig og da Alex er parat til endelig at indse det, kan det risikere at være for sent.

Selvom replikkerne nogle gange kan virke lidt stive og opsatte, synes jeg bestemt, at det er en historie, der fungerer. Vi læser kun historien fra Alex’ synspunkt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde fulgt dem skiftevis, men vi lærer alligevel Henry rigtig godt at kende gennem deres mails og samtaler. Vi lærer, at Henry kæmper med sig selv: skal han være tro mod den han er inderst inde eller skal han være loyal mod tronen? Da valget endelig skal tages, er det desværre slet ikke op til ham selv at bestemme det.

Jeg nød at læse bogen. Jeg fandt den meget underholdende både fordi Alex og Henry har en fed tone, men også fordi bipersonerne var gode. De supplerer fint det billede, som der bliver malet af Alex og Henry. Jeg ved ikke hvor meget af det, der kunne ske i virkeligheden, men jeg fandt det nemt at sætte mig ind i tankerne, som de begge to tumler med. "Rødt hjerte blåt blod" er en fin historie, som du roligt kan kaste dig over, hvis du er til en romantisk historie, man faktisk ikke er helt sikker på ender lykkeligt!

Inspiration