Riverdale af Micol Ostow

Riverdale - dagen før dagen af Micol Ostow

15.05.19
Ungdomsroman. Hvis du har set Riverdale tv-serien, er bogen et must read!

Denne bog er en interessant læseoplevelse. Skrivestilen, er en blanding af beskrivelser og minder fra de fire hovedpersoner, sms- og mailkorresondance mellem andre personer og notater fra diverse andre medaktører. Det er interessant at læse en historie med så mange fortællestemmer og hvor man ikke er helt klar over hvad der er sandt og falsk. Jeg var ret forvirret over hvem der var hvem og hvilke relationer de havde - jeg var inde og se trailerne for tv-serien, og det hjalp rigtig meget. Læseoplevelsen blev rigtig fed herefter. 

Jeg blev rent faktisk ret grebet af historien, jo tættere vi kommer på den skæbnesvangre dag. Selve bogen spænder over ganske kort tid, så der er mange tilbageblik og minder der er med til at forklare hvordan personerne har det med hinanden, og give et indblik i deres daglige liv inden den forfærdelige tragedie rammer. Der bliver helt klart lagt op til en masse drama! Hemmelighederne står nærmest bare i kø for at blive afsløret - hvilket er ret fedt.

Det giver en ret speciel læseoplevelse når en del af historien er skrevet som sms'er eller mails. Især fordi man som læser er meget i tvivl om hvem der egentlig skriver sammen, hvilket nok er meningen - hvis jeg havde set serien, havde det helt sikkert givet mening. For mig var det dog bare med til at opbygge spændingen og de ukendte faktorer som spiller ind.

Jeg har ikke nok kendskab til personerne til at kunne sige så meget om dem, bortset fra at de alle har deres at kæmpe med. En alkoholisteret far og bandeleder. Et forhold til en ældre kvinde. Et svært job fjernt fra de nærmeste og en familie der er på vej ned i afgrundens dyb efter at have været helt på toppen. Som skrevet før, der er virkelig lagt op til drama!

Der er masser af drama og intriger og den kan varmt anbefales!
 

Inspiration