Asta Olivia Nordenhof - Penge på lommen

Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof

20.05.20
Roman. Asta Olivia Nordenhof romandebuterer med ’Penge på lommen’, der er 1. bind i en romanføljeton på i alt syv bind om katastrofen på Scandinavian Star.

Det er 7 år siden vi sidst kunne læse nyt fra Asta Olivia Nordenhof, der i 2013 udgav den roste digtsamling 'Det nemme og det ensomme'. Med ’Penge på lommen’ er hun tilbage, og denne gang med et syvbindsromanprojekt med titlen ’Scandinavian Star’, der har virkelighedens mordbrand på selvsamme skib som bagtæppe for at skrive fiktion om kapitalismens menneskelige konsekvenser. Det kan lyde en kende tørt at skrive romaner om kapitalismen, men Asta Olivia Nordenhof gør i ’Penge på lommen’ først og fremmest kapitalismen meget menneskelig, og det er bestemt ingen kedelig affære. 

Det starter med et drømmeansigt

På en bustur får en jeg-fortæller et drømmesyn, om det midaldrende par, Maggie og Kurt, der år forinden mødtes, fik et barn og købte en gård på Fyn, hvorfra Kurt startede et busselskab. Det der på overfladen fremstår som en ganske lyksalig historie, udfolder sig i stedet til en fortælling om parrets uforløste liv.  Tidsmæssigt befinder vi os før branden på Scandinavian Star i 1990, hvor Kurt og Maggie for længst er gledet fra hinanden og deres datter er flyttet hjemmefra. Begge plages de af fortidens fattigdom og dens urimelige livsvilkår, der får den voldelige og drikfældige Kurt til at drømme om at investere busselskabets overskud og endeligt indfri sine store ideer, mens Maggie forsøger at finde sine svar i minderne om voldtægt, prostitution og den ydmygende vold, Kurt har udsat hende for.  

Hvem betaler prisen?

Historien fortælles skiftevis Kurt og Maggie, mens jeg-fortælleren dukker op sporadisk og midt i romanen fremlægger de komplicerede og mystiske forhold om ejerskabet og forsikringstagerne af færgen, Scandinavian Star, i tiden op til branden. Med dette bindes en kapitalismekritik sammen med historien om Maggie og Kurt, der ligesom jeg-fortælleren indrømmer, ikke kan betjene sig af økonomiens spilleregler, men som hele tiden konfronteres af en allestedsnærværende økonomi, der næsten usynligt kryber ind i deres relationer. 

Det er en øm og barsk læseoplevelse, der findes i ’Penge på lommen’, som trods forventningerne kun glimtvist berører branden på Scandinavian Star. Til gengæld er det en roman, der imponerer med sin psykologiske indsigt og sin sproglige kvalitet, hvor selv den mindste følelse er beskrevet så præcist og genkendeligt, at den næsten bliver ens egen.

Det bliver spændende at følge med i resten af bøgerne i ’Scandinavian Star’-føljetonen, for med ’Penge på lommen’ ser det ud til at blive en interessant og læseværdig serie.

Inspiration