Oprør og at finde sin berettigelse i livet

07.03.22
”Upright women wanted” (2020) af Sarah Gailey er en dystopisk fremtidsroman om kvindelige bibliotekarer, der bringer bøger og håb til en undertrykt befolkning.

I en tilsyneladende uendelig krig engang i fremtiden slås der hårdt ned på uroligheder og oprør mod staten. Militærets tanks skal bruge brændstof, så almindelige mennesker må klare sig med heste til transport. Der er godkendte materialer og bøger, og så er der de utallige ikke-godkendte.

Dystopi og håb

Bogen starter hårdt ud med, at Esther overværer sin bedste veninde og hemmelige kæreste Beatriz blive hængt for besiddelse af ikke-godkendte materialer – et kort over Utah, hvor oprørerne hører til, og dermed som fjende af staten. Esther er desperat for at komme væk, for at vaske det forkerte i hende ud og lære at blive bedre. Hun tyer til de dydige ridende bibliotekarer i sin flugt fra faren og en uønsket forlovet, men finder ikke helt det, hun forventede hos dem.

Finde sit selvværd

Esther finder i bibliotekarernes selskab efterhånden ud af, hvor meget hun har været afsondret fra viden og håb. At det, hun troede var den eneste mulighed for sådan en som hende, nemlig en ulykkelig slutning, måske er løgn. Den indre stemme, der siger, at hun pga. det, hun er, vil tiltrække problemer og kommer til at gøre mennesker ondt ved sin blotte tilstedeværelse. Så den fysiske rejse gennem landet bliver også en mental rejse efter en plads i verden, som hun tør kalde sin.

LGBT-western-scifi-dystopi

En anderledes scifi-roman, som langt hen ad vejen læser som en tidlig 1900-talsroman, men så indimellem brydes af moderne og fremtidige bemærkninger om tidligere hændelser eller maskinel. Der er flere paralleller til eksempelvis Jojo Moyes ”Ræk mig stjernerne” (2019), der handler om de ridende bibliotekarer i 1937´ernes USA. Men her får vi oveni den tydelige parallel til denne periode også LGBT-, western-, scifi- og et touch af Maolignende tilstande. Og ja, det lyder som en ordentlig pærevælling, men det fungerer. Det er en flydende og sammenhængende fortælling, som både siger meget om fortiden og en mulig dystopisk fremtid.

Inspiration