Nervepirrende norsk roman om hemmeligheder, svigt og familierelationer

16.01.23
Ninas liv tager en ny drejning, da hendes barndomshjem i Bergen skal rives ned. Samtidig viser hendes mand og deres voksne datter nye sider af sig selv, og hvorfor forsvinder deres lejer pludselig sporløst?

De syv døre er et særdeles velorkestreret psykologisk drama med et krimilignende plot om en aldrende litteraturprofessor, som bliver besat af at finde en forsvunden kvinde. Lad dig ikke snyde af den undseelige forside, for romanens psykologiske drive sætter i den grad krogen i læseren fra første øjeblik.

61-årige Nina Wisløff befinder sig noget modvilligt i en situation, hvor hun skal fraflytte sit elskede hjem, hvor hun og ægtemanden Mads har boet i flere årtier. Huset skal rives ned og de skal hurtigst finde noget nyt. Den fortravlede Mads har en lægefaglig baggrund og arbejder som byrådspolitiker, mens relationen til den noget uempatiske voksne lægedatter Ingeborg er anspændt.

Samtidig keder Nina sig i sit arbejde som litteraturprofessor, og i en paneldebat omkring litteraturens betydning kommer hun uovervejet til at udtale sig om, at politiet burde ansætte litterater i efterforskningssager pga. deres analytiske evner. Den kontroversielle udmelding skaber overskrifter i medierne, og Nina har efterfølgende lyst til at krybe i et musehul.

En kvindes forsvinden

Da Ingeborgs familie på tre også inden længe står uden tag over hovedet, går Nina og Mads med til, at de kan overtage Mads’ afdøde tantes lejlighed. Der er lige det, at der allerede bor er en yngre alenemor og lovende soloviolinist med sin lille søn. Et kort møde med lejeren ender i en verbal overfusning af den frembrusende Ingeborg, og da Nina et par dage senere opdager, at lejeren er fraflyttet og meldt savnet af politiet, drives hun af lige dele nysgerrighed, kedsomhed og samvittighedskvaler mod at finde ud af, hvad der er sket. Hun begynder at gribe efter halmstrå og forfølge forskellige teorier fra litteraturen og Freud, men efterhånden må hun indse, at jo mere tampen brænder, jo større konsekvenser kan det få for hende selv.

Stærke litterære referencer og psykologisk dybde

Romanens titel refererer til det gamle folkeeventyr om Hertug Blåskæg, hvis unge brud flytter ind hans borg med syv døre. Blåskæg giver bruden en nøgle til dørene men forbyder hende strengt at åbne den sidste og syvende dør. Ja, så kan man jo gætte sig til, hvad der uundgåeligt må ske. Hvad den unge brud og Nina i mere overført betydning finder bag den syvende dør, skal jeg ikke afsløre.

Ligesom i sin forrige roman, Fugletribunalet, der har referencer til Balder i den nordiske mytologi og Tarjei Vesaas’ Fuglene, henter Agnes Ravatn også denne gang inspiration i litteraturen til at opbygge en slags moderne græsk tragedie, et vildt plot og prikke til de psykologiske mekanismer. De moralske kvaler i De syv døre kredser om det umulige dilemma om man skal give efter for fristelsen eller leve i lykkelig uvidenhed.

Inspiration