Meningen med det hele

02.08.21
Faglitteratur. Gennem flyvske tanker, åbne muligheder og en smittende nysgerrighed og energi tages læseren med på rejse i forståelsen af universet og meningen med det hele.

Jonas Kuld Rathje og Holger Bech Nielsen forklarer i Teorien om alt (2019) om Holger Bech Nielsens arbejde som teoretisk fysiker og det er medrivende læsning.

Holger har kastet sig over at finde den flygtige, såkaldte teori om alt. Simpelthen, intet mindre kan gøre det. Den store, forenende teori, som kan forklare hele universet og ikke bare dele af det, som de mange teorier, vi har nu, og som fungerer indenfor hver deres felt, men som får problemer, hvis man bruger dem andre steder. F.eks. standardmodellen, som fungerer rigtig godt til at forklare energier og forhold i det område af universet, hvor vi befinder os, men som ikke kan håndtere eksempelvis tyngdekraften, eller forklare hvorfor universet er så stort, som det er.

Det virker - næsten

De modeller, der fungerer på ét niveau, giver forvrængede billeder på et andet niveau. Men hvis modellerne indeholder fejl, hvorfor bruger vi dem så? Fordi de virker der, hvor vi bruger dem, og vi har ikke noget alternativ endnu. Men det er det dilemma, Holger Bech Nielsen og andre teoretiske fysikere prøver at løse. Lige nu er de forskellige teorier og modeller sandsynligvis en del af forklaringen, men de er ikke hele forklaringen, og det er den, Holger søger; den teori, der kan give os de universelle svar. Det er store og svært forståelige spørgsmål og ligninger, jeg ikke kan påstå at forstå til fulde, heller ikke selvom bogen er skrevet til såkaldt almindelige mennesker, der ikke har slugt fysikbogen som små. Men alligevel er det spændende. Det er godt skrevet og giver stof til min afslappede nysgerrighed i forhold til, hvad man finder ud af om vores verden, og hvordan de mennesker, som undersøger vores virkelighed og lader os forstå den en lille bid eller store kvantespring af gangen, arbejder og tænker.

Fysik og fantasi

At være teoretisk fysiker kræver selvfølgelig en grundlæggende viden om matematik, formler, naturlove osv., men Holger Bech Nielsen fremhæver også filosofien som en grundpille, for meningen med det hele og sammenhængen finder vi herigennem. Jonas Kuld Rathje understreger i bogen Holgers egenart som fysiker, idet han har fantasien til at bevæge sig udenfor det, vi ved, og dermed åbne muligheden for at finde nye veje og ny viden på steder, andre simpelthen ikke har overvejet at kigge efter svar. Det kræver fantasi at tænke anderledes. Og jagten på fysikkens hellige gral kræver en abstrakt tankegang, hvor man på én og samme tid kan kalde sin egen teori (teorien om tilfældig dynamik) for en tåbelig idé og noget af det mest ambitiøse, du kan håbe på som teoretiker.

Umulig opgave?

Der er bare noget fascinerende ved folk, som tør kaste sig ud i tilsyneladende umulige opgaver. Og det kan man godt sige at jagten på teorien om alt er. På den anden side kommer de jo hele tiden nærmere på en forståelse. Fysikken gør os jævnligt klogere på vores verden, og mere og mere kan nu forklares. Så vi bliver klogere. Men større viden betyder også flere spørgsmål. For jo mere viden, vi har, jo mere intelligente spørgsmål kan vi stille om alt det, vi ikke ved.

Inspiration