Magt, manipulation og undertrykkelse

En betagende krimi om magt, manipulation og undertrykkelse, der bare overrasker gang på gang, og med en virkelig elegant slutning.

Spædbarn eneste overlevende

Da Libby Jones var spæd, blev hun fundet efterladt i sin vugge i sit fødehjem i Chelsea. Udover Libby lå der tre personer i køkkenet – Libbys forældre samt en ukendt person – alle tre døde. Ifølge naboer havde der befundet sig fire andre børn i huset, men de var alle forsvundet. Hvad der skete, blev aldrig opklaret.

25 år efter

25 år senere modtager Libby et brev, hvor hun testamenteres det efterladte hus, da ingen andre arvinger er dukket op. Selvom Libbys umiddelbare reaktion er at sælge huset med det samme, bliver hun alligevel tiltrukket af mysteriet om huset og hendes forældres død.

Hvordan kunne et smukt, succesfuldt par, der boede i et overdådigt hus i det fashionable Chelsea, ende døde i køkkenet uden et eneste bud på en opklaring?

Foruroligende plot

Med skiftende synsvinkler, bliver læseren præsenteret for et plot, som er så foruroligende, at man nogle gange skal huske sig selv på, at det kun er fiktion. Og alligevel sidder man med visheden om, at denne form for ondskab sagtens kan lade sig gøre, og er sket adskillige gange i den virkelige verden.

Anmelderrost debut

Britiske Lisa Jewell fik et gennembrud som krimiforfatter med bogen ”Den fremmede gæst” fra 2018, hvor alenemoren Alice finder en mand med hukommelsestab på stranden, inviterer ham med hjem, og giver ham navnet Frank. Sammen begynder de at stykke Franks liv sammen, men det varer ikke længe før det går op for Frank, at han har levet alt andet end et godt liv.

”Den fremmede gæst” fik fantastiske anmeldelser, og med ”Huset i Chelsea” formår Lisa Jewell endnu en gang at skrive en krimi, som får læseren til at ønske mere og mere.  

Lån Lisa Jewells debutroman "Den fremmede gæst" her.

Lån "Huset i Chelsea" her.