Mads Lindstrøm må på den igen – og det er ikke helt ufarligt!

12.05.22
Andel del i "En grænselandkrimi"-serien er ligeså spændende som første del.

Skriv blot navnet på denne forfatter ned og gem til, når I får lyst til en god gang spændning, bestialske mord og spor der skal tydes. Karen Inge Nielsen leverer varen.

Grænselandet

Forfatterens historier om først ”Færgemanden” og nu ”Dødedansen” foregår både i Danmark og Tyskland. Det er tydeligt at der ligger en god del research og viden om fremgangsmåder hos både politiet og retsmedicinere i historierne og de føles meget troværdige. Der er kælet for detaljerne og som læser er man med hele vejen. Vi følger Mads' tanker og forestillinger om "hvem", "hvorfor" og "hvordan" og vi er selv med til at lægge alle brikkerne til puslespillet. 

Politi og familieliv

I denne kommer vi tættere på Mads’ egen historie og ikke mindst hans tanker omkring farens formodede selvmord og forhåbentlig kommer der endnu flere brikker til puslespillet i næste bog. Der kunne godt have været lidt mere samspil mellem Mads og søsteren, da Mads, de få gange han er hjemme, mens hun er der, er fjern og fraværende. De har et par øjeblikke, men som læser ville man godt have haft lidt mere. 

Mads kan minde om en ung Inspektor Morse med en næse for de små, men vigtige detaljer, samtidig med at han ikke er en der åbner op omkring sig selv. Han vil også helst gøre alting selv og selvom han står fast på at han ikke tager jobbet med hjem, ved vi jo godt at han lyver for sig selv.

Vurdering

"Dødedansen" er en spændende krimi og det bliver interessant at se hvad forfatteren har i støbeskeen for Mads og de andre - det kommer i hvert fald ikke til at gå stille for sig.
 

Inspiration