Lyserøde bøger og så alligevel ikke…

Når jeg ser et lyserødt omslag på en bog, har jeg automatisk en formodning om, at bogens indhold er lig med massevis af romantik og ægte kærlighed. Sådan hænger tingene ikke nødvendigvis altid sammen.

Her får du en række lyserøde bøger for unge og voksne, og med en enkelt undtagelse har de trods omslaget alle en noget krads handling.

De omtalte titler kan reserveres under artiklen.

4 lyserøde til voksne læsere

Helga Flatland: En moderne familie

Det lyserøde omslag med de velholdte retromøbler og familiebilledet på væggen rammer plet m.h.t. bogens historie. Omslaget signalerer ved første øjekast, at tingene er i orden, men når man kigger nærmere efter, er der et eller andet, der ikke hænger sammen. Møblerne er ude af trit med tiden, og den orange skål på bordet står i grel modsætning til de lyserøde vægge. 

På en familietur til Rom bekendtgør den 70 årige fødselar, at han og hustruen skal skilles efter 40 år sammen. Oplysningen falder som en bombe blandt hans tre børn, for ”hvorfor kunne de ikke bare tage den sidste del af livet sammen”? Skilsmissen kickstarter de voksne børns tanker om familien: hvad betyder den for mig? Behøver jeg den? Kan jeg klare mig uden?

En moderne familie, der fortjener at blive læst af mange, minder tematisk om Lotte Kirkeby’s De nærmeste. Her præsenteres man også for en søskendeflok, der trods (næsten) ens opvækstvilkår har en vidt forskellig opfattelse af forældrene og familie. Den kunne være et oplagt valg til en læsekreds.

Tine Høeg: Tour de chambre

Et enkelt omslag holdt i lyserødt og turkis med forfatternavn, titel og forlag i sort giver præcise forestillinger om, hvad man som læser kan forvente sig.

Forfatteren Asta kæmper med ”den svære toer”. På trods af mediernes interesse for hendes kommende bog har hun svært ved at holde gejsten, og da hun får en invitation til en mindehøjtidelighed for en afdød kollegiekammerat, fylder tankerne om kollegielivet med fest, usikkerhed og kærlighed hendes liv, og selvom hun drømmer om at slå til som kunstner, spøger tanker mulig kæreste og børn.

Bogen er skrevet helt minimalistisk, og der er ikke ét overflødigt ord. Som sådan er den meget hurtigt læst, men meget kan læses mellem linjerne.

Birgitte Amalie Thorn: Langt fra leverpostej

Det lys-lysrøde omslag med tegningen af en leverpostejmad udstyret med agurkeskiver og en drinksparaply sidder lige i skabet. Bogens jeg-fortæller, Emilie, er 34, ansat på et PR bureau, Tinderafhængig, festabe og single. En søndag morgen (formiddag) ser typisk sådan ud for Emilie: vågner ret sent med håret i resterne af en fastfoodmenu, tømmermandsramt og med udsigt til familiefødselsdag for niecen i Tarm. Det er ikke nemt at være Emilie og skulle lægge øre til omgivelsernes velmenende forslag om at slå sig til ro med en stabil (læs kedelig) kæreste, når hendes største frygt er at leve et leverpostejsliv.

Sjov chick lit om at have (eller ikke have) tjek på livet.

Muna Shehadi: Rosalinds løgn

Bogens lyserøde omslag lover en glamourøs filmstjerne, tre elskede døtre og en utænkelig hemmelighed, og det er nok det tætteste, jeg kommer på en lyserød handling.

Tre søstre (jo, der kommer to bøger mere) rydder op i morens sommerhus og finder nogle af hendes private papirer, hvilket får Rosalind til at opsøge Leila, som måske er hendes rigtige mor. Hvis du kunne lide Lucinda Riley’s serie om de syv søstre, vil du ganske givet også sætte pris på Muna Shehadi’s serie.

Forfatteren har tidligere skrevet godt 30 romantiske bøger under navnet Isabel Sharpe.

2 lyserøde til børn og unge

Dorte Roholte: Sukkerkold 

Udover et helt lyserødt omslag har bogen en titel, der leder tankerne i retning af noget sødt , men også i retning af at gå kold.

Mille har fem halvsøskende, så der er ikke plads til hende hos hverken mor eller far.  Hun er i lære som maler og har ikke mange penge at gøre med, så verden ramler, da hendes cykel bliver stjålet. En kollegiekammerat præsenterer hende for en mulighed for at tjene ”lette” penge.

Dorte Roholte har skrevet mange bøger for børn og unge (bl.a. serien om mærkelige Mynte - link), og hun har med Sukkerkold igen skruet en historie sammen, så den vhovedpersonener overbevisende, troværdig og vedkommende. For især piger fra 14 år og deres mødre.

Jane Susanne Andersen: Hybenhjerter 

I centrum af omslaget står en pige i silhuet. Op fra hendes telefon strømmer små hjerter som ved nærmere eftersyn viser sig at være likes/kommentarer fra Instagram.

Lea (12 år) er skilsmissebarn. Mor er ikke helt til stede for Lea, og far har travlt med sin nye familie. I skolen regner klassekammeraterne ikke rigtig Lea – før hun skaber sig et alter ego på Instagram. Den cancersyge jævnaldrende Veronika får massevis af likes, når hun tappert fortæller om sin kamp mod sygdommen. Det bliver næsten et fuldtidsjob for Lea at poste opslag, indtil en dag…

Bogen vil være god at læse for især piger fra 11 år, men vil også kunne give voksne et indblik i, hvor ensom og desperat et barn kan blive. Og titlens hybenhjerte er sidste ord i vers 5 i sangen ”Septembers himmel er så blå”.

Inspiration