Billede af bogen Levende og døde af Han Kang

Levende og døde af Han Kang

11.06.19
Han Kang søger svar på de ufattelige begivenheder, som udspillede sig i hendes sydkoreanske fødeby, og har skrevet en gribende og rystende roman.

Den prisbelønnede koreanske forfatter Han Kang gjorde sig første gang bemærket på dansk med den stærke roman 'Vegetaren', som vandt Man Booker-prisen i 2016. Det står klart at forfatteren kan noget med sanselighed på en minimalistisk og æstetisk måde, der skærer ind til kernen og beskriver meget ubehagelige scenarier, så de står knivskarpt på papiret. Det er stor og uforglemmelig litteratur.

I ’Levende og døde’ fortæller hun om de grusomme historiske begivenheder, der fandt sted i den sydkoreanske by Gwangju i maj 1980, hvor studenteroprøret fandt sted. Militærets massakre på fredelige demonstrationer dræbte hundreder af civile, hvoraf mange aldrig blev fundet eller identificeret.

Gennem romanen følger vi en række mennesker, hvis liv krydser spor og på den ene eller anden måde gennem tid har forbindelse til massakren og i sidste ende til Han Kang. Fra drengen Dong-ho, som leder forgæves efter sin ven, til demonstranter og frihedskæmpere, der lider under grusom tortur, og forældre der mindes og ser mistede børn overalt.

Han Kang er en mesterlig fortæller, når hun beskriver folkets pinsler, og menneskeligheden der langsomt siver ud af byen under det militante angreb. ’Levende og døde’ er en respektfuld og nænsom fortælling om alle de uskyldige, der ofrede deres liv for friheden og rettigheden til at ytre sig uden censur.

Inspiration