At leve med sine døde

30.08.21
Vi kommer alle sammen ud for at tabe til døden. Og hvordan klarer vi det så? - som forældre, pårørende, bekendt, fremmed. Kan man overhovedet håndtere det? Ja, det kan man, og det skal man.

Jamen, det kan man jo dø af!

I sin smukke bog 'Min usynlige søn' beretter Esben Kjær om at stå overfor den kæmpe udfordring at skulle fortælle sit barn, at han har kræft - Jamen, det kan man jo dø af! Om hvordan han pludselig ser sig indskrevet i et forvrænget liv i tre spor; med indlægninger på Rigshospitalet, rejser rundt i Europa på jagt efter behandlinger udenfor det offentlige, og så havde forældre og søskende jo også jobs og liv, der skulle passes ved siden af sygdommen.

Tabet og sorgen

Den syvårige søn Sebastian døde i 2012. Det tab forandrede Esben, men gjorde det også tydeligt, at vi danskere halter bagefter i forhold til at forstå og rumme sorg. For hvad gør man, når man mister?

Den dybe sorg forsvinder, men savnet bliver ved. De døde forsvinder ikke ud af vores liv, men lever videre i minder, søskende, relationer, glæde, sorg og interaktioner med hverandre. Som Esben fortæller; han er stadig far til tre, selvom den midterste i kuldet ikke længere er synlig.

Med udgangspunkt i sin egen sorg, undersøger Esben, hvordan vi i samfundet forventer, at de sørgende kommer over det indenfor et forudbestemt passende tidsrum. Hvordan tro, venner og familie forholder sig til døden. Hvad de professionelle eksperter har at sige. Og det tabu, det er, at tale om døden, forholde sig til den og leve med den.

De døde påvirker os hele livet

Det kan godt være, at vi i Danmark ikke har tradition for at dyrke vores døde, som Esben citerer en redaktør, men det betyder jo ikke, at de bare forsvinder ud af vores liv. De har stadig en stor rolle og det bliver de ved med på forskellige måder, og det er okay at prøve at finde ud af, hvad den rolle er, og hvilken rolle man selv har i forhold til dem nu, hvor de er usynlige.

At miste ændrer én som person, og gennem sorgen og savnet må man finde ud af, hvem man er uden ham, hende, dem. En smuk bog skrevet med stor ømhed, som har noget væsentligt at sige for os alle sammen

Inspiration