Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent

19.03.20
Roman og lydbog. En bog for bogelskere! Om kærligheden til litteraturen og hvad den kan føre med sig. Fin, sjov, pudsig, fortryllende og charmerende.

Guylain Vignolles er en stille eksistens, der lever af det, han hader allermest, nemlig at makulere bøger. Heldigvis lykkes det ham ind imellem at redde enkelte sider ud af det store makuleringsmonster, som er på den fabrik, hvor han arbejder. Disse sider, små fragmentariske tekststykker, læser han op i toget hver morgen præcis kl. 06.27. Her bliver han et fænomen, som togpendlere trofast møder op og lytter til hver morgen. 

En morgen finder han et usb-stik, der indeholder en dagbog skrevet af en kvinde. Han begynder at læse op af dagbogen i toget og bliver mere og mere fascineret af kvindens historie. Guylain har ingen anelse om hvordan kærligheden til litteraturen kommer til at ændre hans liv.

En skøn bog med et herligt persongalleri, der i stemning kan minde om den vidunderlige film "Den fabelagtige Amelie fra Montmatre”, som du i øvrigt kan finde lige her på Filmstriben.

Inspiration