
Læs efter dit coronahumør
Mens vi venter på vaccinen
Lige nu føles det som om 2020 er gået i forlænget spilletid. Coronamutationer har igen sendt os tilbage til start. Vi skal blive hjemme, holde afstand og se så få som muligt. Der er kun en ting at gøre: Læs dig gennem krisen. Men hvad skal du læse, mens du venter på vaccinen og bedre tider?
Er du sortseer, optimist eller eskapist?
Vi reagerer alle forskelligt på dette pres så vi har udvalgt bøger til tre kategorier af personligheder: Til sortseeren, til optimisten og til eskapisten. Du kan sagtens skifte kategori fra dag til dag, alt efter hvilken vej dit humør svinger.
Husk på at uanset hvilken kategori du er i, så reagerer du helt naturligt på en unaturlig virkelighed.
Læsestof til sortseeren
Hvad er det værste der kan ske? Hvis det er dit yndlingsspørgsmål, så er det disse bøger, du skal læse. Her får du katastrofer og kuldegys, paranoia og pandemier for fuld skrue.
Tag med til Gilead i Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling eller udforsk kampen på liv og død i Suzanne Collins' serie om the Hunger Games.
Find Atwoods serie om Tjenerindens fortælling på eReolen
Find hele Hunger Games serien på eReolen
Du kan også kaste dig ud i to af sortsynets absolutte klassikere nemlig Pesten af Camus eller Kældermennesket af Dostojevskij.
Find Camus’ klassiker Pesten på eReolen
Find Dostojevskijs Kældermennesket på eReolen
Til optimisten
Alt bliver godt igen. Ventetiden bruger du på at læse om alt det, som du glæder dig til i fremtiden. Her er romantik og rejser for alle pengene. Her er kærlighed og kildevand, mens du venter på vaccinen og de lyse nætter.
Du begynder drømmerejsen i Paris med Gayle Formans trilogi om Allyson og Willem der tilbringer en uforglemmelig dag sammen. En dag der får stor betydning for resten af deres liv.
Find Gayle Formans trilogi Bare en dag på eReolen
Eller hvad siger du til sommer i Sverige i Anna Fredrikssons romaner om Pensionatet Pomona?
Find romanerne om Pensionat Pomona på eReolen
Herefter er der direkte afgang til Skotland fra sofaen, hvis du tanker op med eReolens store udvalg af Jenny Colgans søde romaner.
Find Jenny Colgans romaner på eReolen
Du kan også vælge en rejsebog og drømme dig lige derhen hvor du allerhelst vil være, når verden ikke længere er orange men håbet er lysegrønt.
Gå på opdagelse i eReolens store udvalg af rejsebøger
Til eskapisten
Føles virkeligheden alligevel for barsk, så kan det varmt anbefales at flygte ind i fiktionen. Det er denne kategori jeg selv tilhører.
I de sidste mange måneder har mit valg af bøger ikke kunnet blive vildt nok, surrealistisk nok. Jeg lever et nyt liv i hver bog. Liv der er helt anderledes end mit eget.
Jeg har kastet mig ud i det store himmelrum med Olga Ravns bog De ansatte. Find Olga Ravns roman De ansatte på eReolen
Jeg er krøbet ind i en skunk iført ulvepels i Dorrit Willumsens Løg trækker tårer. Find Dorrit Willumsens roman Løg trækker tårer på eReolen
Jeg kom helt ind under huden på to kunstnere der tager en række radikale livsvalg i Cahun af Kristina Stoltz. Find Cahun af Kristina Stoltz på eReolen
Jeg kalder Cahun for en rigtig god surrealistisk roman med gods i. Andre er begyndt at kalder genren for exofiktion.
På Litteratursiden kan du læse meget mere om hvad exofiktion er
Alle de nævnte bøger kan lånes via eReolen eller du kan reservere bøgerne på Aalborg Bibliotekerne og afhente dem via vores to-go ordning.
Se her hvordan du bruger Biblioteket to-go