Kvindernes Danmarkshistorie

18.01.22
Faglitteratur. Vidste du, at København måske ikke ville have set ud, som vi kender den i dag, hvis ikke Christian 4. havde kunne låne penge af sin mor til at bygge flere af byens berømte vartegn? En mor, der for øvrigt havde en vanvittigt skarp forretningssans og som derfor blev Nordens rigeste kvinde

Historien er oftest skrevet af mænd om mænd. ”Kvinde kend din historie” er et yderst vellykket forsøg på at gøre op med dette og få flere kvinder frem i historien.

Bogen består af 50 kvindeportrætter fra de seneste 500 års danmarkshistorie – nogle længere, nogle korte. Ligeså er nogle af kvinderne kendte, mens andre er ukendte. Eller måske bare glemte? Portrætterne er delt op efter livstemaer som f.eks. arbejde, ægteskab & parforhold samt økonomi & iværksætteri. Det er temaer, vi alle kan spejle os i. Hvert tema indledes med en let præsentation i historisk kontekst, mens hvert portræt er en afsluttet historie i sig selv.

Der findes bl.a. portrætter af Carla, som blev sendt til behandling på Sprogø Kvindehjem, sygeplejersken Elise, hvis opfindelse er blandt de allerstørste i nyere dansk tid, forfatteren Susanne, der gjorde det private politisk, Dronning Dorothea, som ordnede dét hendes mand, Christian 1., ikke kunne klare og Lis, en af 1950’ernes hjemmegående husmødre. Alle portrætter er skrevet med indlevelse og stor respekt for hver kvindes historie.

Portrætternes længde gør, at de er lige tilpas til, at man som læser kan snuppe et eller to inden sengetid. Alternativt kan man også bare gøre som undertegnede og sluge ”Kvinde kend din historie” over en 2 dages maraton-læsning. Mens jeg læste, blev jeg indigneret og provokeret over, hvordan kvinder er blevet behandlet. Mange historier går lige i hjertet over den uretfærdighed, der er overgået kvinderne, og hvilke livsvilkår, de har måtte leve under: Ingen ret over egen krop, tvangsægteskaber, manglende uddannelse, ingen ret til selv at bestemme over eget liv, to fuldtidsjobs på samme tid – arbejdet på fabrikken, systuen eller vaskeriet samt eneansvarlig for alle huslige pligter, sygeliggørelse af seksualiteten... og så videre. Men det er samtidig også 50 vidnesbyrd om modige, nytænkende, aktivistiske og seje kvinder, der kæmpede hver sin kamp i hver sin tid.

”Kvinde kend din historie” er en oplysende og vigtig bog. Bogen er absolut for alle, men vil måske især begejstre den historieinteresserede eller feministiske læser. Der skal under alle omstændigheder lyde en varm anbefaling herfra!

Inspiration