Billede af bogen Krigens monstre af Patrick Ness

Krigens monstre af Patrick Ness

13.08.19
Med sidste bind i Chaos Walking trilogien stiller fremragende Ness spørgsmålstegn ved krigens ødelæggende konsekvenser. Voldsomt og blodigt med en overraskende slutning.

De tre fronter, der udgør en mur omkring byen New Prentisstown, står klar til det endelige blodige slag om, hvem der skal herske over verdenen på planeten New World. Todd og Viola er dybt involveret, men den lange seje kamp har forandret dem og deres position, og de må kæmpe indædt for at fastholde deres oprindelig mål om en fredelig verden. Hvem kan de stole på, og er der overhovedet nogen, som taler sandt? Da en ny stemme blander sig, åbner det muligheden for fred, men menneskets herskernatur truer med at ødelægge alt.

Patrick Ness skriver blændende og overraskende bøger, der kryber under huden, og med Chaos Walking trilogien stiller han kontroversielle spørgsmål om krigens og menneskets natur. Er vi som mennesker besat af krig og magt, og er det en forudsætning for at opnå fred? Eller sagt på en anden måde: er krig vejen til fred? 

’Krigens monstre’ er forfærdelig blodig og indeholder uhyggelige krigsscener. Krig er en rædselsvækkende, nådesløs organisme, der dræber uskyldige, men hvordan stopper man den? Todd og Viola er som protagonister i spidsen for at stoppe krigen, men deres plan slår flere gange fejl, fordi de ikke kan forudsige visse menneskers natur og behov for magt.

Ness kommer med interessante betragtninger og Chaos Walking trilogien er en åndeløs tour de force gennem krigens rædsler og ønsket for fred og ligeværdighed mellem racer.

Inspiration