Kollision af Gail McHugh
Kollision af Gail McHugh

Kollision af Gail McHugh

03.04.19
"Kollision" er en fortælling om kærlighed og om at turde træde ud af sine trygge og vante rammer for at forfølge det, man virkelig vil have.

Fortællingen handler om den altopslugende kærlighed, som egentlig er meget typisk for bøger og film. Kærligheden, der opstår ved første øjekast, og som man umuligt kan ignorere eller glemme. Den kærlighed, der fylder ens sanser, hjerne og hjerte.

Problemet er bare, at Emily har en kæreste, da hun møder sin altopslugende kærlighed. En kæreste, som hun dog inderst inde ikke er lykkelig med, og som hun fornemmer, er ved at ændre sig fra noget fantastisk til noget, hun skal væk fra hurtigst muligt. Langsomt indser hun fejlene, men hun tør ikke reagere på det, og det er det, der irriterer mig mest ved bogen – at hun godt kan se, at hun skal væk, men ikke gør det. Jeg ved godt, at det er svært at indse sandheden, når man står i situationen, men Emily burde virkelig have åbnet sine øjne noget før og set, hvor Dillon var på vej hen. Især fordi alle omkring hende bliver ved med at påpege det.

Derfor er det næsten også for sent, da hun endelig giver efter og reagerer på sine følelser for Gavin, som, på trods af sit rygte som playboy, er opmærksom, kærlig, vittig og får Emily til at føle sig værdsat på en måde, hun aldrig har prøvet før.

Jeg vil klart anbefale den til dem, der trænger til en god kærlighedsbog at varme sig på på en kold efterårsdag. Til dem, der tror på kærlighed ved første blik, og til dem, der har truffet valget om at gå og vælge den gode kærlighed frem for en dårlig.

Inspiration