Kodede beskeder og New York

27.10.21
Skøn historie om kærlighed til koder og til New York

Jeg har læst et par andre forfatterens andre bøger og hun forstår at skrive hjertevarme historier der langsomt kryber under huden på læseren. Sådan er det også med Meg og Reids historie. 

Modsætninger mødes

I starten var jeg faktisk ikke særlig hooked på hverken Meg eller Reid. Grunden til at jeg ikke brød mig om Meg, var egentlig mest fordi jeg ikke synes det var hendes plads at blande sig - samtidig er hun lidt svær at blive klog på. Det samme gør sig gældende med Reid. I starten er han tavs og svær at komme ind på livet af - omend han har en herlig form for humor. 

Men langsomt og sikkert finder de to hinanden og en fælles forståelse for både kærlighed til andre mennesker og til en by. Meg skal forsøge at overbevise Reid om at New York er værd at elske og det fører til flere komiske og pinlige udflugter - hvilket mindede mig lidt om da Lou tager Will med på travbanen i "Mig før dig".

Så selvom Meg og Reid ikke var mine yndlingspersoner i starten, bliver de det langsomt. Som læser hepper man på dem, men man ved godt at der lurer noget under overfladen. For Reid lukker aldrig Meg helt ind og vi følger alle hendes mistanker og tvivl. Jeg havde ikke regnet grunden ud og det var rart at blive taget på sengen.

Vurdering

"Med kærlig hilsen" er en skøn, hjertevarm og humorfyld historie om kærlighed, om ønsket om et lykkeligt liv og om at nørde koder og matematik. Jeg ville dog ønske at der havde været billeder af alle de fine skilte som Meg og Reid finder sammen, samt Megs tegninger - dem ville jeg gerne se i virkeligheden.
 

Inspiration