Klimakrise og en global dødelig epidemi

Lyder det bekendt? Dystopisk roman om en familie, der kæmper for at overleve i et ødelagt København. Jorden har været ramt af en epidemi, der har decimeret befolkningen betydelig.

En klimakrise. En global og dødelig epidemi, der er startet i Sydøstasien og har bredt sig i Europa via Italien. Vaccinationer: planlagt til frontpersonale, men gives i stedet til politikere og embedsmænd. Sociale medier: et inferno af konspirationsteorier. Bådflygtninge fra Afrika forsøger at nå til Europa.

Alles kamp mod alle

Nogle af bogens personer gætter på, at der kun er 13.000 mennesker tilbage i Danmark i denne nære fremtid. Nogle har samlet sig i paramilitære grupper bevæbnet til tænderne. Andre forsøger i fællesskab at dyrke jorden for at skaffe mad. Strømmen er forsvundet, og gaderne er groet helt til i vildtvoksende planter, der trives i det subtropiske klima. Mange lider under at være afskåret fra kontakt med andre mennesker.

Den lille familie

I denne verdens København kæmper William og Eva for at overleve. Men sig har de deres næsten voksne datter, der dels slås med psykiske problemer, dels for ofte er feberramt. William tager på raids ud i byen på jagt efter mad og medicin, og på en sådan tur sker der det, der ikke må ske.

Er det fremtiden?

Bogen er elementært uhyggelig i beskrivelserne af, hvor langt man som menneske kan komme ud, når man  presses hårdt nok. Det løber læseren koldt ned ad ryggen, da Eva  en dag, hvor hun og datteren er alene, får ”besøg” af en mand. Er han en skidt fyr – eller kan man blive for paranoid?

Samtidig er der i bogen fine beskrivelser af Eva og Williams ægteskab, der med de utallige skænderier ikke er et lykkeligt forhold. Eva overvejer at vende næsen sydpå til sine hippieforældre på Lolland, der med deres økologiske landbrug vil kunne brødføde hendes familie. En ide William ikke er begejstret for.

Det er en meget spændende bog, der foregår i en ikke fjern fremtid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Søren Staal Balslev ejer en krystalkugle, for bogen udkom i 2019. Altså inden corona. Jeg vil især anbefale bogen til alle dem, der med fornøjelse har læst "Tjenerindens fortælling", "Vejen", "Hunger games" og Sigbjørn Mostues trilogi "I morgen er alt mørkt".
 

Inspiration