Kaldet fra Galathea af Betina og Nathali Liane
Kaldet fra Galathea af Betina og Nathali Liane

Kaldet fra Galathea af Bettina og Nathali Liane

19.11.19
Fantasy. Tag med på en spektakulær rejse ombord på det magiske skib Galathea.

Selvom det er svært ikke at tænke på Harry Potter når man læser om magiske skoler, er denne historie alligevel helt sin egen. Idérigdommen og fantasien bag er fuldstændig fantastisk og enestående. 

Skoleskib

Tænk på Harry Potter og placer så handlingen på et magisk skib, dannet omkring (og af) et stort træ. Der er mange mange etager med klasseværelser, caféer, butikker, elevkahytter og meget mere. Det virker som et ret vildt sted. Forfatterne formår også at gøre det hele meget virkelighedstro - jeg kunne næsten fornemme skibets bevægelser under mine fødder mens jeg læste eller dufte maden og mærke kulden. Det hele er beskrevet med en stor detaljerigdom, men uden at det bliver for meget eller langtrukket.

Aia er fortælleren og hun må kæmpe med et voksende mørke indeni og med følelsen af ikke at være god nok. Heldigvis har hun gode venner omkring sig, som er gode til at støtte hende, give hende plads og hjælpe hende når hun har brug for det. Mon hun også er fortæller i det næste bind? Jeg synes faktisk den her historie ville kunne bære at vi skiftede fortæller undervejs.

Hooked fra første side

Selve historien er virkelig spændende og jeg var hooked fra første side. Som historien skrider frem bliver den mere og mere dyster og Aia og hendes venner får virkelig noget at se til. Men det løber ikke løbsk. Det bliver ikke for meget eller for tvivlsomt. Det hele spiller rigtig godt sammen og historien har et naturligt flow. Der sker hele tiden noget man skal forholde sig til, uden at det bliver uoverskueligt. Sproget er godt og der er humor undervejs, så det hele ikke bliver alt for dystert.

Som jeg skrev til at starte med er jeg dybt imponeret over alt det arbejde der må ligge til grund for sådan en fortælling. At få ideen til handling, personer, skolegang, det magiske og alt hvad der ellers er i bogen og få det hele til at gå op i en højere enhed må have været en vild oplevelse. For jeg kan ikke komme på nogen steder hvor jeg synes historien halter. Der er virkelig noget at komme efter for både unge og voksne fantasyfans.

 

Bestil "Kaldet fra Galathea" af Betina og Nathali Liane her.