Istiden i det danske landskab

17.11.21
Faglitteratur. I et stort flot format fortæller bogen om, hvordan det danske landskab er blevet formet gennem istiderne. Imponerende tilrettelagt med talrige illustrationer, fotos og kort.

’Istiden i det danske landskab’ er et gedigent værk, der med spændende og levende formidling kortlægger tilblivelsen af det danske istidslandskab. Bogen er ikke kun interessant for faguddannede, men også for den almindelige dansker, der er nysgerrig på emnet. Det er tilmed ligetil at benytte bogen som opslagsværk og turguide rundt i de forskellige regioner, hvilket vil være af interesse for fx vandrere i de pågældende områder.

Landskaber formet af istiderne

Bogen samler for første gang i 75 år en gennemgang af Danmarks istidslandskab og fortæller, hvordan store dele af det danske landskab blev formet under de seneste istider. Det er spændende læsestof for alle med interesse i geografi og geologi eller blot alment naturinteresserede.

Gennem 15 kapitler får læseren en grundig og faglig indføring i istiden og dens naturforhold. Forfatteren er førende ekspert i glacialgeologi i Danmark og lektor ved Center for GeoGenetik på Københavns Universitet, men bogen udstråler på ingen måde lærebogsformat, selv om den sagtens kan anvendes til dette formål.

Bogens mange illustrationer og kort bidrager til en alment tilgængelig forståelse af emnet. Via et atlas over Danmark inddelt i 11 regioner gennemgår forfatteren terrænformernes opståen suppleret med faktabokse, illustrationer, fotos og kort, herunder et nytegnet landskabskort over hele landet. Det imponerende værk er holdt i et tilgængeligt sprog uden for mange faglige termer og er derfor let for alle at gå til.

Inspiration