Identitet, kønsroller og kærlighed under lup

18.02.21
Det er nogle af de temaer der undersøges i dette gribende og hudløse portræt af en midaldrende mands livskrise.

Et hurtigt uplanlagt kærtegn af en kundes assistent. Det er alt, hvad der skulle til. Klienten kræver Henning fyret og Hennings chef må lægge afstand for at sende et klart signal. Fyringen sender den midaldrende tekstforfatter Henning ud i en eksistentiel krise og en række overraskende erkendelser om hvem og hvorfor han er blevet til den person, han er her sent i livet. For at bruge et par af Geir Gulliksens rammende vendinger fra romanen så er denne læseoplevelse som et ”blødt chok” og man føler ”et mildt stød af ømhed” for romanens hovedperson, for Geir Gulliksen skriver, så mange vil kunne genkende noget eksistentielt og almenmenneskeligt i romanen.

Kønsroller i opbrud

Efter fyringen begynder Henning at reflektere og se tilbage på sit liv og hvad, der har gjort ham til den mand, han er nu. Efter flere ungdomskærester og to forliste ægteskaber er han alene og træt af den rolle, han som mand i mange år har indtaget som manden i forholdet. De to nu voksne døtre har for mange år siden lagt afstand til ham og relationen er tynd som pergament.

Allerede i sine unge år havde Henning et for tiden i 1980’erne moderne syn på kvinderollen og parforhold og de feministiske værdier lå ikke lagt fra ham. Men i erkendelsens klare lys ser Henning nu sig selv udefra i relation til de kærester, ægteskaber og forholdet til faren i barndommen og hvordan de alle har formet ham. Det er en hård erkendelse at indse, at han er blevet ”en af den slags mænd”, som han altid har forsøgt at undgå at ende som. Træt af kvinder beslutter beslutter han sig for at lade sin krop og lyst råde og det bringer ham ud i nye seksuelle og følelsesmæssige erfaringer med sit eget køn.

Hvornår er man den rigtige udgave af sig selv?

Geir Gulliksen skriver menneskeklogt og til tider fortvivlende om, hvordan vi mennesker søger at blive en bedre eller måske ligefrem rigtig udgave af os selv gennem andre. At vi kan have en tro (eller illusion) om, at det næste parforhold vil være vejen til endelig at blive sig selv. Men hvornår er man blevet sig selv? Styrer vi livet eller former det os spørger Gulliksen i denne velkomponerede roman om identitet, køn, seksualitet, livskrise og søgen efter mening. Den er ikke kun sørgmodig, men i glimt også morsom, tåkrummende, provokerende og især hudløs.

Geir Gulliksen

Geir Gulliksen er en af Nordens mest anerkendte samtidsforfattere. Han har udgivet bøger siden 1986 og fik sit internationale gennembrud med skilsmisseromanen ”Historie om et ægteskab”, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016 og blev en omdiskuteret udgivelse i hjemlandet Norge. Bogen satte gang i diskussion om det, man i Norge kalder ’virkelighedslitteratur’ og herhjemme kalder autofiktion – for hvor tæt kan man som forfatter tillade sig at gå på virkeligheden? 

Læs hele forfatterportrættet af Geir Gulliksen på Forfatterweb.dk

Inspiration