Hyggelig vinterkrimi

01.12.21
Tredje del i serien om Cilla Storm.

Selvom julen er forbi, kan jeg godt anmelde en lille vinterkrimi. ”Kolde, hvide vinternætter” er tredje bind i serien om Cilla Storm og hendes evne til at støde på gamle (og i dette tilfælde nye) mordgåder. 

Julehyggen spreder sig

Vi nærmer os julen og Cilla er taget med vennerne og Rosie op i en skihytte hvor der skal fejres jul med ski, god mad, masser af vin og latter. Men selvfølgelig går ingenting som planlagt og snart er Cilla og Rosie i vanlig stil hvirvlet ind i mysteriet om mordet på en ung mand, der bliver fundet på pisten.

Som i de tidligere bøger følger vi både Cilla, Rosie og flere af historiens andre personer. Fortællesporene er ikke kronologiske, men det underbygger stemningen, der langsomt bygges op, til den kulminere. Selvom kulissen siger ”vinterlandskab-der-indbyder-til-hygge”, er det langt fra sådan historien er. Som læser er vi godt klar over at noget ligger og ulmer under overfladen, men som i de to foregående bøger, finder vi først ud af det til sidst.

Sans for detaljen 

Noget af det jeg godt kan lide ved Christoffers skrivestil, er at der er kælet meget for detaljerne. Især beskrivelserne af naturen og ikke mindst mad og drikke, er der virkelig kræset for og det kan jeg godt lide. Det får det til at føles autentisk – om end det altid gør mig sulten og tørstig efter god mad og vin. 

Vurdering

”Kolde, hvide vinternætter” er en god kombi af både feel good-drama og krimi – der er skruet tilpas meget op for begge dele og det giver en helstøbt læseoplevelse. Jeg glæder mig til at se hvad Cilla kan komme ud for i næste bind. 

Inspiration