Billede af bogen Himlen over København af Dorthe Studsgarth

Himlen over København af Dorthe Studsgarth

Hvis du er vild med den romantiske film Love Actually, vil du garanteret også elske bogen Himlen over København.

Skæbner bliver vævet ind i hinanden

Det er lige inden jul og fredag i København. For at få tingene til at hænge sammen og nå alle juleforberedelserne inden højtiden, er planlægning nødvendig. Både for guitarbyggeren Tim, pensionisten Erwin, gameren Lulu, restauratøren Mark, kokken Noorah og tv værten Christina. 

De fortæller på skift om, hvordan tilværelsen former sig for dem på denne fredag, og trods omhyggelig planlægning kører mange ting af sporet for de 6 personer, hvis liv krydser hinandens på godt og ondt.

Om forfatteren

Dorthe Studsgarth kalder selv bogen for en terningeroman med flere vinkler takket være 6 personer, 5 taxature, 4 medier, 3 fester, 2 solopgange og 1 fredag. Man kan godt mærke, at forfatteren er uddannet indenfor journalistik, retorik og formidling, for den spændende historie er sprogligt flot sat sammen.

Vurdering

Himlen over København er sjov og alvorlig på samme tid. Den tager fat i aktuelle temaer fra dagens Danmark: restauranter der skal overgå alt tidligere set, parforhold og deres afslutning, morgen tv, livestreaming, delebørn, sygdom, arbejde og hjemløse. Det lyder af alt for meget, men det hele hænger sammen. Historien giver mening.

Bipersonerne spiller alle en rolle for handlingen: stylisten Pauli, laboranten Gabriel, hustruen Anni,  og Lulus små tvillingebrødre kaldet Smutterne.

At læse bogen er som at sidde med et puslespil, hvor man i starten sidder med alle brikkerne, som skal sættes sammen på en eller anden måde. Og det er en rar fornemmelse, når puslespillet ender med et sammenhængende billede. 
 

Inspiration