HHV, FRSHWN: Dødsknaldet i Amazonas af Hanne Højgaard Viemose
”Kan man få kørselsfradrag, hvis man kører lige lukt mod helvede?”
Det er en typisk bemærkning i Hanne Højgaard Viemoses seneste roman, HHV, FRSHWN, hvor tempo og desperation går hånd i hånd med en fandenivoldskhed, der giver løfter om, at uanset hvor desperat situationen er for personerne, så kommer de på en eller anden måde ud på den anden side.
En forfatter forsøger at skrive en roman
Romanen er jegfortællingen om forfatteren Hannes forsøg på at skrive en roman om Anita og hendes tid som antropolog i junglen i Peru. Anitas historie er baggrunden for bogens undertitel, ”Dødsknaldet i Amazonas,”, og det er uklart, om dødsknaldet er den voldtægt, Anita er udsat for på bredden af Amazonfloden, eller om det er en beskrivelse af hendes mentale og fysiske tilstand, da hun senere forsøger at finde ud af, hvorfor hun ikke bare tog hjem, da alt begyndte at løbe løbsk.
Forfatterens liv kommer i vejen
Men allerede i romanens prolog begynder fortælleren, HHV, født i Frederikshavn, at blande sin egen historie ind i Anitas: ”Det var 2015, drengene og jeg flyttede efter en lidt hård årrække (med skilsmisse, arbejdsløshed, kommunal bolignedrivning, tvangsforflyttelse og lignende besværligheder) fra Gellerupparken, som længe havde stået nr. 1 på regeringens ghettoliste, til København, hvor vi håbede på bedre tider."
Fortælleren, Hanne, er altså enlig mor til to små drenge og udfordret både socialt og menneskeligt, da hun kaster sig over opgaven med at undersøge Anitas dødsknald/dødsknaldethed.
Alt sammen udfordret af en eksmand, der kæmper med manier i den islandske midnatssol, en depression, hun selv er på vej ind i, men som må tilpasses de københavnske daginstitutioners åbningstider, og ikke mindst hendes egen desperate søgen efter kærlighed og nærhed. ”Jeg trænger til at blive voldtaget,” siger hun og giver hermed udtryk for sit store behov for at være grænseløs og blive rummet 100 pct. af en anden.
Desværre forelsker hun sig i en gift mand, som overskrider hendes grænser, og det er i alt dette menneskelige kaos, at hun drager i skriverefugium på Island for at skrive om Anita.
Romansaga
HHV, FRSHWN er tredje og uafhængige roman i sagaen om Hanne/Anne/Hannah/Anita, der som en orkan roder rundt i tilværelsen. Sproget er også som en orkan, og i temaer som voldtægt, sex, psykisk sygdom, kærlighed mv. befinder vi os altid i en gråzone. Intet er sort eller hvidt.
Fornemmelse af gråzone opstår også af, at forfatteren bruger sin egen biografi. Hanne Højgaard Viemose ligner på så mange måder fortælleren i HHV, FRSHWN, at det bidrager til fornemmelsen af en meget intens og personligt smertelig historie.
Men Hanne Viemose skriver simpelthen så blændende, at man suges ind i sproget og aldrig dvæler længe ved det tragiske, før hun tramper videre i livets op- og nedture.