Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Af Anonym (ikke efterprøvet)
25.05.21
100 bøger på 100 sider. Mia anbefaler Naja Marie Aidts "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage" om sorgen over at miste sin søn.

Skrevet af Mia Mortensen, Ordblidlitteratur

En martsdag i 2015 springer Carl, Aidts 25-årige søn, i en rus af psykedeliske svampe, ud fra fjerde sal. Han bliver få dage efter erklæret hjernedød. Aidt står tilbage i et kaos af sorg, og med tabet af sin søn medfølger også tabet af sproget: ”Jeg kan ikke forme en sætning / mit sprog er goldt”. Værket opstår i et forsøg på at genfinde sit sprog, og i en montage af digte, skitser, dagbogsskriverier, erindringer og flashbacks finder hun det. Det er bogens kursiverede prosastykker, som danner grobund for bogens narrativ. Det er flashbacks, hvor Aidt og hendes familie får den hjerteskærende besked om, at hendes søn ligger på hospitalet. Tilbageblikkene bliver genoptaget, hvor det sidste sluttede, og skriver således videre på den fortælling, som Aidt vil dele.

Gennemgribende for fortællingen er, at Aidt i sorgen har mistet sit sprog og i sit virke som forfatter, føler hun, at hun har mistet sig selv: ”Skønheden har forladt mit sprog. Mit sprog går i sørgedragt”. Hun ved, at hun skal genfinde sit sprog for at overleve, og i et forsøg herpå, tyer hun til andre forfattere, som sætter ord på sorgen. Disse digte og skitser, som hun refererer til gennem bogen, står som forklaringer på hendes egen tilværelse og følelser. Det er igennem den forståelse, hun får fra andres skriverier, at hun tør bevæge sig ud i skriften, det til trods for, at hun føler, at sproget ”er tømt for betydning”.

Man kommer som læser meget tæt på Aidt og hendes sorg, da hun inviterer en til at læse uddrag fra sin dagbog. Der er nedskrivninger, som er dateret til Carls fødsel, op gennem hans barndom og til efter hans død, og vi får gennem hendes egne blottede observationer malet et loyalt og kærligt billede af hendes søn. Særligt for bogen er det sammensurium af forskellige genrer og tekststykker, som hun har samlet til en montage af betydningsfragmenter, der alt sammen er med til at beskrive sorgen. Det er en barsk og rørende bog, som forsøger at italesætte den ubærlige sorg, det er at miste sit barn.

100 bøger på 100 sider

Mød Mia. Hun elsker skæve fortællinger og god litteratur – og så er hun for resten ordblind. Mia kontaktede os ved Aalborg Bibliotekerne med en rigtig god idé. Der er SÅ meget god litteratur i korte formater, men det kan være svært at finde det på bibliotekerne. Den kommende tid præsenterer vi derfor sammen med Mia god litteratur i korte formater her på hjemmesiden. Derudover skal I holde øje med Mia på Instagram: @Ordblidlitteratur.

Inspiration