Hæsblæsende krimi med højaktuelle emner - perfekt sommerlæsning

Krimi. Et 70 år gammelt skelet dukker op og sagen ender hos historikeren Maria Just. Samtidig bliver drabschefen fra Københavns Politi brutalt kørt ned og de to sager krydser hinanden.

Denne krimi begynder midt under opgravningen af døde mink i nærheden af Holstebro i forsommeren 2021, hvor en af arbejderne ved et tilfælde finder et nedgravet menneskeskelet i nærheden af de døde mink. Det viser sig at være en kvinde, der har været død i flere årtier. På grund af skelettets alder sender politiet sagen videre til politimuseet, hvor historikeren Maria Just går i gang med at finde ud af, hvem den døde kvinde var og hvordan hun døde. Samtidigt sker der et attentat på drabschefen, mens en totalt underbemandet, sygemeldt og overbebyrdet politistyrke kæmper med coronatidens mange opgaver. 

Bogens titel peger på den lovløshed, der opstår, når politiet ikke magter sine opgaver – både i 2021 og tilbage i tiden under besættelsen, hvor politiet blev interneret af den tyske besættelsesmagt. En krimi om et aktuelt emne og om hævn og selvtægt. Den er velskrevet og fængslende, og den er oplagt til at putte i strandtasken sammen med solbrillerne.

2. del i serien med Maria Just.

Inspiration