Guldfeber, svindlere og hærdede mænd

24.05.22
Barsk og vild roman om Amerikas froniter i 1800-tallet.

Hernán Díaz var i 2018 med rette finalist til Pulitzer-prisen for "I det fjerne", som er hans debutroman.

Det er en barsk, vild og fascinerende frontier beretning om den unge svenske immigrant Håkan, som under rejsen mod New York kommer væk fra sin bror Linus og grundet sproglige vanskeligheder ved en fejl ender ombord på et skib med kurs rundt om Kap Horn og videre mod Californien. 

Håkan har ingen forudsætninger for at begå sig i et fremmed land, men er ikke i tvivl om, at han må genfinde sin bror. Rejsen tværs over Amerika fra vest til øst er ikke uden omkostninger, og Håkan kommer ud for voldsomme og ufattelige oplevelser i et lovløst land, hvor hver mand er sin egen lykkes smed.

Landskabet er nådesløst fra den kvælende ørken til de iskolde bjerge, og undervejs møder han alt fra kriminelle svindlere til naturforskere, indianere og lovens håndhævere. Alle som én er under hærdning af et land i store forandringer, og Håkan, der startede ud som en ung og naiv bondedreng modnes med tiden til en voksen mand. 

Hernán Díaz er en fremragende billedskabende fortæller, som formår at sætte scenen lige fra præriens uendelige horisont og dens altopslugende følelse af ensomhed til Håkans møde med mennesker, der får afgørende konsekvenser for hans videre skæbne.

Bogen er for øvrigt glimrende oversat af Jakob Levinsen, og indlæst af Paul Beckers sprøde stemme - find bogen på lyd på din foretrukne streamningtjeneste.

Min varmeste anbefaling til denne perle af en roman, der vil falde i smag hos læsere af Cormac McCarthy og John Williams.

Inspiration