Billede af bogen Grænsen til Trafallas bind 2 Skyggen fra Nord
Billede af bogen Grænsen til Trafallas bind 2 Skyggen fra Nord

Grænsen til Trafallas - Skyggen fra Nord af Julie M. Day

08.07.19
Fantasy. Der sker mystiske ting i elverlandet Trafallas, hvor oldgamle kræfter har opnået fornyet styrke. Andet bind i fantasyeventyret om elverlandet Trafallas er seriens hidtil bedste.

Efter Graces dramatiske forvisning fra elverlandet Trafallas er hun vendt tilbage til sin hjemby Suamico under stor opstandelse. Det viser sig, at hun har været sporløst forsvundet fra sit hjem i et halvt år. Familien har været syge af bekymring, men da tågerne fra Graces hukommelsestab langsomt letter, er hun klar over, at ingen vil tro på hendes bemærkelsesværdige historie. Men alt bliver pludseligt meget virkeligt for den lille familie, da noget ondt er på vej.
 
Det syder og bobler i gryden med dansk fantasy, og de gode historier spirer frem som aldrig før. Julie M. Day har skrevet en fantastisk serie for alle, der elsker en god fantasyfortælling, om clash’et mellem menneske- og elververdenen med alt hvad der hører til af magi, forunderlige væsner og barske magtkampe imellem det gode og det onde.
 
I ’Skyggen fra Nord’ tager begivenhederne virkelig fart. Der er fuld skrald på handlingen, karakterne udstråler kant, og plottet hænger rigtig godt sammen. Det er tydeligt, at Julie M. Day har spidset blyanten og strammet op på sit fantasyunivers, hvilket giver en god og positiv udvikling i serien. Forfatteren formår at formidle nogle helt utroligt smukke og meget filmiske beskrivelser af Trafallas og skovene omkring Suamico, som gør det ekstremt let at sætte sig ind i handlingen og fordybe sig i det fortryllende univers.
 
Karaktermæssigt er der også sket en positiv udvikling, idet personerne er blevet mere nuancerede. I seriens første del havde jeg det lidt stramt med Graces forhold til elveren Zachos, da jeg syntes, at hun var ham meget underdanig og fremstod selvudslettende og naiv, men på dette punkt er der heldigvis sket forbedringer. Jeg kunne dog stadig godt tænke mig, at hun gav ham endnu mere modspil, og måske ikke altid var så sød og tilgivende, så man i højere grad kan mærke hendes styrke brænde igennem.
 
Det er en fed verden Julie M. Day har fremtryllet, og det gør mig virkelig glad, at vi har så dygtige fantasyforfattertalenter herhjemme.

Inspiration