Genfærd af Nicole Boyle Rødtnes
Genfærd af Nicole Boyle Rødtnes

Genfærd af Nicole Boyle Rødtnes

02.04.19
Ungdomsroman: Tænk, hvis din bedste ven døde, og du blev efterladt alene tilbage med en tørst efter hævn. Hvad ville du gøre?

Med hendes bog nr. 51 tager Nicole Rødtnes os med på en rejse igennem sorg og krise, som kun Nicole kan gøre det: med ekstrem indlevelse og stærke følelser! Vi følger Emilie, der føler, at hun har mistet en del af sig selv, da hendes bedste ven Thorbjørn har begået selvmord. Ingen i klassen snakker om det, og hun er efterladt alene med sin sorg og sin lyst til hævn over dem, hun føler er skyld i selvmordet. For de skyldige lever stadig!

Da klassen skal til Grønland, begynder Emilie at se syner – først noget, der har været død længe, og til sidst Thorbjørn. Hun føler, at han guider hende og vil vise hende en sandhed – den sandhed er dog langt mere frygtelig, end Emilie nogensinde kunne have forestillet sig. Da jeg nåede dertil i bogen, måtte jeg bladre tilbage og kigge efter tegnene én gang til, for det er lavet på så fin og raffineret en måde, at jeg ikke fangede det første gang. Nicole har virkelig begået et mesterværk af brødkrummer og hemmelige spor, der fører til en grusom sandhed. Naturbeskrivelserne er meget realistiske, og jeg kunne fint forestille mig, hvordan der så ud – med sneen, der er alle mulige nuancer af hvid, med sejlturen på fjorden og Kællingekløften. Selvom sproget i bogen er simpelt, og det ikke tog mig lang tid at læse, er det bestemt en læseoplevelse, der har ramt mig hårdt. Den gav mig hjertebanken, sved på panden og en dårlig smag i munden over, hvordan Emilies klassekammerater kunne være sådan over for hinanden. Og ikke kun klassekammeraterne, men også læreren – for igen, ligesom med Sarah Engells 21 måder at dø udfører lærerne ikke deres job godt nok. Eller så tør de ikke gøre det, som kræves for at ordne mobbeproblemerne.

Samtidig føler jeg, at bogen er et opråb om at være ordentlige ved hinanden! Jeg siger ikke, at alle mobbehistorier ender som Thorbjørns, men det er stadig et område, der skal være fokus på. Det er vigtigt at italesætte problemerne, for ellers bliver de ikke løst, og så ender man i den situation, hvor man er så langt ude, at selvmord er den eneste udvej.

Vær nu gode ved hinanden! Ja, vi er alle sammen forskellige, men der skal være plads til alle. Jeg har selv været et offer, og det er på ingen måde sjovt. Når jeg læser bøger som denne, får jeg så ondt i maven over at tænke på, hvordan unge kan opføre sig i dag. Jeg er glad for, at sociale medier ikke fandtes, da jeg var barn, men i denne bog er det jo ikke på nettet, men i det fysiske rum. Derfor burde det være stoppet, før det krævede liv.

Inspiration