Billede af bogen Florida af Lauren Groff
Billede af bogen Florida af Lauren Groff

Florida af Lauren Groff

15.08.19
Vild og foruroligende novellesamling om relationer, mennesker og natur fra skyggesiden af solskinsstaten. Der venter stærke og overrumplende læseoplevelser i de nervepirrende noveller.

Der er langt fra rejsebrochurens glansbillede af solbeskinnede hvide strande, blidt viftende palmer og munter-søde Disney-figurer til fortællingerne i denne foruroligende novellesamling. Under Floridas brændende sol syder vildskaben, og i de 11 noveller hersker en stormfuld og uperfekt virkelighed, hvor relationer mellem mennesker og sumpens fugtige natur udforskes fra den mørke side.

’Et fugtigt, tæt vildnis. Et paradis af farlige ting’.
Fra novellen ’Blomsterjægerne’.

Der venter en både stærk og overrumplende læseoplevelse i Groffs nervepirrende novellesamling, der viser hendes unikke blik for menneskelige relationer og sindets kringlede kroge. Det er mørkt, dystert og ærligt talt en smule skræmmende, når natur og erindring viser tænder, som i novellen ’Øjemur’, hvor en kvinde hårdnakket nægter at forlade sit hjem trods orkanen, som har kurs direkte mod hendes hus. Da orkanen rammer, møder hun den og sin fortid ansigt til ansigt i et intimiderende og tragisk opgør.

’Yport’, samlingens sidste novelle, rammer en umiddelbar følelse af ensomhed og fremmedgørelse. En kvinde, som i novellen er benævnt ’moderen’, rejser sidst på sommeren sammen med sine to små drenge fra Florida til Frankrig under påskud af, at hun skal afslutte sin research på forfatteren Guy de Maupassant. Researchen bliver aldrig rigtig til noget, og det Frankrig, hun husker fra universitetstiden, er forandret. Som rejsen udfolder sig med sære møder og stanken af død rotte bag den lejede lejligheds vægge, bliver kvindens tanker om Maupassant et symbol på hendes egen manglende identitet og knuste håb og drømme.

Kunne du lide tonen i ’Kattemenneske’ af Kristen Roupenian, vil du elske ’Florida’, et absolut must-read, hvis du er til nakkekriblende og håbefulde historier, der sætter sig på nervebanerne. Her bliver mennesker udfordret af skæbnen, ypperligt beskrevet gennem naturen, der kommer helt tæt på i sin egen bidende skønhed.

Den amerikanske forfatter Lauren Groff er opvokset i staten New York, men er nu gennem flere år bosat i Florida. Romanen ’Skæbne og hævn’ var hendes første store internationale gennembrud.

Inspiration