billede af bogen Fem af Ursula Poznanski

Fem af Ursula Poznanski

22.04.20
Liget af en kvinde med et sæt koordinater tatoveret under fødderne bliver fundet ved en mark, og politiet bliver derfra ledt videre til endnu et makabert fund.

Den østrigske politikvinde Beatrice Kaspary bliver sat på den uhyggelige sag, og heldigvis for hende er kollegaen Stefan geocacher. Det viser sig nemlig, at geocaching – en form for skattejagt med GPS – er både baggrund for dødsfald og mord, og midlet til hævn.

Politi på en uhyggelig 'skattejagt'

Politifolkene bliver af den hævntørstige morder sendt rundt efter forskellige 'skatte'. Normalt går geocaching ud på at finde en form for beholder med en logbog man kan signere, for at vise at man har været der, samt forskellige plasticdimser man kan tage med videre. Her er der mere makabre sager i de plasticbokse, som Beatice og hendes kollegaer finder.

Psykopatisk morder

Handlingen er bygget op, så læseren undervejs får de samme ting at vide som politiet, og kan følge med i efterforskningen, der langsomt leder os på sporet af morderen og hvorfor han gjorde, som han gjorde. Psykopat og kynisk morder? Ja, men der er trods alt en grund til at han handlede, som han gjorde. 

Sideløbende er der også en historie om Beatrices veninde som blev brutalt myrdet for nogle år siden, som måske har det noget med den nuværende sag at gøre.

Vurdering

Det er en rigtig spændende og anderledes krimi, hvor hovedpersonen Beatrice ikke altid er lige sympatisk, specielt ikke i sit privatliv, hvor hun ofte overlader sine to børn til deres bedsteforældre, skændes med eksmanden Achim og arbejder alt, alt for meget.

Der er dog en flirt i luften i forhold til Florin, hendes italienskfødte kollega, og om det bliver til mere end en flirt, vil tiden vise. For dette er første del af serien om Beatrice Kaspary, skrevet af østrigske Ursula Poznanski. De øvrige er desværre endnu ikke oversat til dansk, men det håber jeg snart, at de bliver.

Og bare for en god ordens skyld: Geocaching er normalt en helt og aldeles fredelig og sjov hobby.
 

Inspiration