Fanget mellem to kulturer

Af Anonym (ikke efterprøvet)
03.03.21
Roman. Birgithe Kosovic imponerer med sin realistiske og næsten dokumentariske roman ”Det vil du ikke vide” om hendes egen familie og især hendes far. Hun har skrevet romanen for at forstå farens vrede, som hun og familien har levet med hele livet, og som ender med, at Birgithe og broren Mark bryder forbindelsen.

Romanen giver et indblik i en dansk-jugoslavisk families liv fra 1970’erne, hvor Birgithes danske mor og jugoslaviske far mødes, helt frem til 2020, hvor romanen skrives. Det er beskrivelsen af et samfund, som faren har svært ved at finde sig til rette i. Han har det vanskeligt med sin rolle som mand og far i en tid, hvor normerne og især mandens rolle ændrer sig, også i forhold til hans opvækst i Jugoslavien. Faren er fantast og amatør-opfinder, og lige siden sin barndom i Jugoslavien har han drømt om USA som sit virkelige mål med tilværelsen.

Far er vred

Og så er der det med vreden, som faren nærmest dyrker. Birgithes mor Anettes slår det i mange år hen med, at det er ”hans sydlandske temperament”. Birgithe forstår ikke sin mors overbærenhed med den vrede, som ender med at splitte familien. For at forstå faren flekser Birgithe Kosovic mellem den jugoslaviske families historie fra 2. verdenskrig til nutiden og farens liv som fremmedarbejder og familiefar i København.

Bogens synsvinkel er hele tiden på fortælleren Birgithe Kosovic. Hun prøver at forstå, hvorfor vreden er så bastant hos faren, hvorfor familien skal ofres for den vrede og ikke mindst hvorfor moren blev hos ham i så mange år. ”Det vil du ikke vide” er en stor læseoplevelse.

Birgithe Kosovic har tidligere skrevet nogle fremragende biografiske romaner som for eksempel tobindsværket om Scavenius ”Den inderste fare”.

Inspiration