Eviglivet af Gena Showalter
Eviglivet af Gena Showalter

Eviglivet af Gena Showalter

03.04.19
Ungdomsroman: Tredje og afsluttende bind i den spændende serie om, hvordan vores liv efter døden kan se ud.

Hold da op en afslutning på en vellykket og spændende serie. Jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg forstår det helt til bunds, men når det kommer til liv efter døden – eller er det liv efter livet? – så står jeg altså lidt af. Det er ikke, fordi jeg ikke vil forstå det, jeg tror bare ikke, at min fatteevne kan favne sådan noget.

Selvom jeg ikke helt forstår præmissen for bogen, så synes jeg bestemt, at det er en spændende serie. Som bogelsker er jeg helt pjattet med forsiderne, der virkelig er noget af det smukkeste, jeg har set. Jeg kan godt lide personerne – Ten og Killian er et fantastisk par, også selvom de pisser hinanden af, mere end godt er. Archer er skøn og underspillet, og jeg ville nok være på hans hold. Selvom der er masser af drama og action, er der stadig plads til en del humor og en tør en af slagsen, hvilket pifter den ellers dystre historie en hel del op.

Uden at spoile for meget vil jeg sige, at slutningen dog skuffede mig – selvom jeg indleder anmeldelsen med "hold da op". Jo, hele bogen er skam god, og den afslutter også på fin vis historien om Ten, Killian og deres omgangskreds, men jeg synes, at det var lidt for billigt sluppet alligevel. Jeg ved godt, at de kæmper hårdt (om og om igen i Mange slutninger), men alligevel er jeg ikke helt tilfreds. Jeg havde nok forventet lidt mere. Noget andet. Det er svært lige at sige hvad.

Jeg vil dog anbefale den til alle, der er friske på en dystopisk fortælling med fart over feltet. Drama og kærlighed, der bliver testet hele tiden. Voldsomme kampscener, bedrag fra alle sider og meget mere. Serien kan varmt anbefales – og måske forstår du det endda bedre end mig!

Inspiration