Et mesterstykke af en historisk roman

Margrete 1. lykkedes med at samle Norden under den famøse Kalmarunion, i perioden 1376 - 1412. Det gjorde hende til, uden sidestykke, den mest magtfulde kvinde i middelalderen. Men hvem var hun? Annelise Marstrand Jørgensen lukker op til kvinden bag, og giver sit bud på den magtfulde kvinde, i dette mesterstykke af en historisk roman.

Annelise Marstrand Jørgensen lukker op til kvinden bag, og giver sit bud på den magtfulde kvinde, i dette mesterstykke af en historisk roman.

Politisk og historisk glansperiode

Margrete, som blev født i 1353, var datter af Valdemar Atterdag. Hun blev allerede som tiårig gift med den norske Kong Håkon 6. I 1370 føder hun sin eneste søn Oluf. Da Valdemar Atterdag dør i 1375, træder Margrete for alvor ind på den politiske scene for at sikre arvefølgen for sin søn Oluf.  Det er komplicerede tvister og forhandlinger med hansekøbmændene, den svenske Konge Albrecht og ikke mindst Mecklenburgerne der foregår. Men med de rigtige alliancer, lykkedes det Margrete at sikre tronen for sin søn Oluf, som på det tidspunkt kun er 4 år. Med titlen ”vor frue, vor husbond og hele Danmarks riges fuldmægtige formynder" bliver Margrete nu den egentlige regent. Da hendes søn Oluf dør bliver det efterfølgende den unge Erik af Pommern som hun bliver formynder for. I Danmark regerer hun fra 1376, i Norge fra 1376 og i Sverige fra 1389 til hendes død i 1412.

Margrethe 1. bag facaden

Men bag den intelligente og manipulerende regent var der også et menneske og kvinde. Da hun tidligt mister sin elskede storebror Christopher, er hun udset til noget stort. Som de fleste, i middelalderen må hun forlige sig med sygdom og død. I en ung alder mister hun bror, far, mand og søn. Hendes aldrig svigtende gudfrygtighed følger hende gennem hele romanen, men også en overleveret naturtro der katalyseres ind i romanen via hendes kammerpige Kerstin som medie, spiller en stor rolle. Annelise Marstrand Jørgensen viser os ikke blot Margretes triumfer. Læserne er også vidner til såvel de legemlige som de sjælelige trængsler, bønnerne og samtalerne med gud, gråd- og angstturene samt ensomheden, som hun som kvinde nødvendigvis føler i kampen mod alle mændene. Efter at have været med til både undfangelse, fødsel og begravelse af hendes søn, føler man virkelig at man kender Margrete.

Den historiske roman og middelalderen

Jo længere tid man kommer tilbage i historien, jo oftere må forfatterne gå på kompromis med tankesæt, levemåde og vaner. Et af mønstereksemplerne for beskrivelse af middelalderen har altid været Sigrid Undset - ”Kristin Lavransdatter”. Jeg mener, at Anne Lise Marstrand Jørgensen med ”Margrete 1” sætter nye (normer) for især at skildre middelalderens tankesæt. Det viste Anne Lise Marstrand Jørgensen jo også helt eminent i romanen ”Hildegard”, om Hildegard Von Bingens liv i 1100 – tallets Tyskland. Det fine sprog i ”Margrete 1” bevirker, at middelalderens lyde, dufte, synsindtryk uvægerligt sætter sig i læserens bevidsthed under læsningen. Det er en stor læseoplevelse, som kun kan anbefales.

Inspiration