Billede af bogen Et hummerliv af Erik Fosnes Hansen

Et hummerliv af Erik Fosnes Hansen

22.04.20
Humoristisk og tænksom fortælling om livet på et norsk højfjeldshotel, set fra hoteldirektør Zachariassens barnebarn Sedds synsvinkel.

’De fandens charterrejser’ er stille, men støt, ved at tage livet af højfjeldshotelbranchen, for gæsterne sætter desværre ikke længere pris på vandreture i fjeldet, minigolf og stille afslapning i klassiske omgivelser.

Et højfjeldshotel med historie

Bogens fortæller er fjortenårige Sedd, som er vokset op hos sine bedsteforældre, der ejer Fåvnesheim Højfjeldshotel.

Sedd udfører diverse opgaver som piccolo, køkkenhjælp, servering, rengøring og høflig opvartning af gæsterne. Han kan ikke huske sin mor; Hun er blevet taget af Tiden, er den forklaring han får. Hans far bliver der i endnu mindre grad talt om, men Sedd får alligevel opsnappet, at faren var en indisk distriktslæge, der døde inden Sedd blev født. Det forklarer jo hans noget u-norske udseende.  

Familiehemmeligheder

Sedd er en meget tænksom og gammelklog dreng, og stemningen i bogen minder mig om Erling Jepsens bøger, dog uden omsorgssvigt og incest, men med følelsen af fortielser og familiehemmeligheder.
Læseren får en masse oplysninger mellem linjerne, om hvordan hotellets økonomiske situation bare bliver værre og værre, mens Sedd, der beretter om hverdagen, ikke selv opdager noget, før det er for sent. Han bliver inddraget i mange voksenovervejelser om hvordan man bør opføre sig, og han lærer at verden er opdelt i to typer mennesker: de der tjener og de der bliver betjent. Sådan er det bedst, for så ved alle, hvad de har at rette sig efter.

Vurdering

Det er en rigtig fin fortælling om hvordan nogle forsøger at holde fast i de gamle dyder, mens verden forandrer sig rundt omkring. Bogen er trods de mange triste hændelser også meget humoristisk, på en stille og underspillet måde, og det gør det til en meget smuk læseoplevelse.
 

Inspiration