Et andet menneske, et andet liv

Et andet menneske, et andet liv af Sofie Jama

10.04.19
Sofie Jamas hæsblæsende og barske debut om flygtningeskæbner berører emner som overlevelse, identitet og seksualitet.

Dansk-somaliske Sofie Jama debuterer med en barsk roman om tre flygtningeskæbner og de menneskelige omkostninger, et liv som flygtning kan bære med sig. Romanen behandler vigtige emner som overlevelse, identitet, og hvordan man som flygtning nødvendigvis må forandre og forvandle sig for at kunne overleve. En særlig vigtig tematik, Sofie Jama tager op, er den forbudte seksualitet hos omskårne kvinder. Romanen er ikke selvbiografisk, men har nogle fællestræk med Sofie Jamas eget liv. En vidtforgrenet, voldsom læseoplevelse i tråd med Sara Omars ”Dødevaskeren”.

Den unge pige Bakara er i 1990’erne på flugt fra borgerkrigen i Somalia med sin klan. Familien lever en nomadetilværelse, og efter et liv på flugt fuld af umenneskelige prøvelser ender hun sammen med sin mor og nogle søskende i Danmark. I Somalia er Bakara blevet omskåret, og det er starten på en stærk seksuel drift, der følger hende hele livet. I Danmark må Bakara kæmpe for at finde en ny identitet og passe ind i det danske samfund, noget, der lægger afstand til hendes somaliske muslimske baggrund.

Da Bakara en dag er på biblioteket for at skrive en opgave om holocaust, møder hun den gamle enke Rosa. Et venskab spirer, og i hinanden finder de en fortrolig at spejle sig i og dele deres hemmeligheder med. Rosa fortæller Bakara sin historie, som strækker sig fra Anden Verdenskrig til nutidens København, hvor Rosa i mange år har levet under falsk identitet i et proformaægteskab med en rig, homoseksuel mand ved navn Theodor. Jødiske Rosa hed førhen Esther og overlevede livet i en kz-lejr under Anden Verdenskrig som elskerinde for en tysk kommandant. Senere blev Rosa med hjælp fra ægtemandens midler jordejer i Palæstina og en del af den zionistiske drøm om en jødisk stat.

Efter nogle år i Danmark tager Bakara navneforandring til Maria. Hun er blevet god til at tilpasse sig de mange forskellige miljøer, hun har levet i, og hun begynder at spille teater. Det bliver starten på en skuespillerkarriere i USA, men hun vender sidenhen tilbage til Danmark i håbet om at blive accepteret af sin familie for sine valg.

Den tredje skæbneberetning introduceres også gennem Maria, som nu arbejder på et Røde Kors-asylcenter. Her møder hun Umar, en dreng, der er kommet til Danmark som uledsaget flygtning fra Syrien. Men Umar forsvinder pludselig, og Maria kan ikke glemme ham. Historien om Umar er ligeledes en fortælling om at være flygtning, at miste sin familie under krigens rædsler og de veje, der har bragt ham til Danmark. 

Romanen følger skiftevis Bakara/Maria, Esther/Rosa og Umars skæbneberetninger. Sofie Jama beskriver nøgternt og usentimentalt historiske begivenheder og krigens rædsler vekslende mellem fortid og nutid, Danmark og de krigsplagede områder. Alle tre må afgive noget af deres identitet og genopfinde sig selv flere gange for at overleve. Det er en vidtforgrenet, dramatisk og barsk roman om tre skæbner, som til sidst bindes sammen i en overraskende slutning, som samtidig åbner op for en fortsættelse.

Sofie Jama åbner med sin debutroman op for temaer om at være splittet mellem flere kulturer, identitetstab og kvinders seksualitet. Hun bruger omskæring som billede på de mange identiteter og roller, man er fanget i og må påtage sig for at overleve: ”Siden er jeg blevet omskåret mange gange. Skåret i med metaforiske knive, som jeg havde mere eller mindre magt over, af hænder, der tilhørte folk, jeg nærede kærlighed eller had til. Hver gang jeg eller andre har truffet et afgørende valg, der har ændret min form, min identitet og min karakter. Vi omskæres igen og igen.” Sofie Jama slår et vigtigt slag for kvinders ret til et seksualliv. Hun løfter bogstavelig talt op i kjolen og viser, at omskårne kvinder kan føle nydelse og ikke skal skamme sig over det.

Romanen vil meget og kommer vidt omkring. Derfor er den en stor mundfuld at kapere, og jeg kunne godt have undværet de dele af romanen, som omhandler Bakaras/Marias skuespillerkarriere og Esthers/Rosas ”eventyr” i Palæstina, da disse dele efter min smag bliver for ”kulørte” og klichéagtige i forhold til romanens vigtigere budskaber om kvinders seksualitet, overlevelse og identitet. Man kan dog ikke tage fra Sofie Jama, at det er en vigtig debut, som berører og efterlader en med et uudsletteligt indtryk af, at flygtningeskæbner bærer på en, ja, mange usynlige historier og ar på sjælen.

Inspiration