
En uundværlig bog for arbejdet med ordblinde elever
Rikke Bundgaard har forfattet en ganske fremragende og uundværlig bog til dem der arbejder med ordblinde elever.
Hvordan ser ordblindhed ud?
Bogen indledes med en beskrivelse af hvordan ordblindhed ser ud og hvordan man kan teste om et barn er ordblind. Dette gøres på en saglig og professionel måde og med konkrete eksempler på både test – men også hvordan børn kan reagere når de får diagnosen. Det er ikke alle der vil tage lige godt imod beskeden om at man er ordblind og hvordan skal man som lærer håndtere det?
Værktøjer
Herefter dykkes derned i en række værktøjer som kan bruges ved arbejde med læsetræning, læseforståelse, med stavning og skriveproces. Der gives brugbare eksempler på hvordan man kan træne og arbejde med de forskellige ting i skolen.
Slutteligt er der kapitler om hvordan det kan være som forældre at have et barn med ordblindhed og hvordan skolerne kan blive en ordblindvenlig skole.
Vurdering
Alt i alt er det virkelig en bog med noget på hjertet. Som læser fungerer skiftet mellem teori og konkrete eksempler rigtig godt og man er hjulpet godt på vej, da man tydeligt kan mærke at det er et emne der ligger forfatteren meget på sinde.