En sikker havn af Nora Roberts

20.10.20
Kan kærligheden sejre ... når hadet ulmer i mørket?

“En sikker havn” er en spændende historie om unge mennesker der vokser op med ar på krop og sjæl. Det er en fortælling om et psykopatisk barn, med trang til vold og ødelæggelse og kampen for den retfærdighed og hævn som denne karakter selv mener er retfærdigt - hvilket der ikke er andre der er enige i. Samtidig er det en historie om at turde leve sit liv, som man selv vil have det og ikke leve det efter forventninger fra fx forældre. Om at finde sin egen sti og om at have modet til at følge den.

Historien er fortalt skiftevis fra flere hovedpersoner, og selvom det måske kan virke forvirrende, så er der et godt flow i historien og man kommer virkelig tæt på de forskellige karakterer. Vi lærer Reed, Simone og endda også “Den unævnelige” (vil ikke spoile for meget) rigtig godt at kende, og selvom man ikke kan sætte sig ind i alt det skurken føler, har man alligevel en vis form for medlidenhed. Mest fordi opvæksten har gjort sit arbejde grundigt og nedbrydelsen af alt det gode er komplet. Det er skræmmende og på samme tid fascinerende læsning.

Jeg kan godt lide, at læseren hører fra alle de centrale personer og derigennem får et godt kendskab til, hvorfor de reagerer, som de gør. Reed beskyttede den lille dreng under skyderiet og vokser op og bliver politichef - et job hvor han også skal passe på andre. Simone, som ikke vidste, hvad hun ville med sin fremtid, vælger et job hvor hun kan give liv til dem, der døde i form af kunst. Hun skaber noget og det er terapi for hende.

Stemningsfuld læseoplevelse med både romantik og spænding

Udover at det er en spændende historie, er der virkelig også kælet for detaljerne. Der er beskrevet stemninger, lys, mad, drikke, omgivelser osv meget præcist og jeg kunne se det hele for mit indre blik. Selvom jeg nogle gange kan føle at en historie bliver for langtrukken, hvis der er for mange detaljer og beskrivelser med, så passer det bare virkelig godt til den her fortælling. Jeg ville dog gerne have haft lidt mere action til sidst - jeg følte at det var lidt for hurtigt overstået, især når der bruges så lang tid på at bygge spændingen op. Men det ødelagde bestemt ikke min læseoplevelse - og nu vil jeg se om jeg ikke kan få læst lidt flere af Noras bøger.

Hvis du er til de mere romantiske spændingshistorier, skal du bestemt ikke snyde dig selv for denne. Put dig under et varm tæppe med et godt glas rødvin og nyd en spændende historie!

Inspiration