En lille perle af en selvbiografi

25.07.22
At læse ”Sælsomme stjerner stirrer mod jorden: Østberlin – Vestberlin 1976/77” af Emine Sevgi Özdamar er som at dykke ind i en helt særlig tidslomme.

Emine rejser fra sin eksmand, bedstemor og Tyrkiet for at slå sig ned i Tyskland. Hun er betaget af Bertolt Brecht og med ham teaterinstruktøren Benno Besson, der er tidligere assistent for Brecht og nu kunstnerisk leder på Volksbühne i Østberlin, og er fast besluttet på at arbejde på teatret hos Besson.

To verdener med tyve minutters afstand

Emine bor i kollektiv med syv andre i Vestberlin, men rejser hver dag over grænsen til Østberlin for at komme til teatret. De tyve minutters gang eller tre stationers afstand er så uendelig lille og så helt enorm stor på samme tid. De to dele af Berlin hænger ikke sammen, hverken fysisk eller kulturelt. Det kræver visum og gebyr at komme over grænsen og inkluderer vekslen af penge, som skal afpasses til en dags forbrug. Man må nemlig ikke have østpenge med til vest, så de skal bruges, inden hun rejser tilbage for natten. Det er en konstant omstilling fra den ene til den anden virkelighed med hver sine mennesker, regler og normer.

Indenfor muren

I Østberlin kommer hun hurtigt indenfor på Volksbühnes og arbejder i deres arkiv med at oversætte Bessons arbejdsnotater til ”Det gode menneske fra Sezuan” til tyrkisk for at sende dem til sine tyske Brecht-interesserede venner. Samtidig tegner hun skuespilprøverne og bliver en del af teaterfamilien og får også en lille rolle i stykket.

Efter lang ventetid lykkes det hende at få et arbejdsvisum til Østberlin, så hun endelig kan slippe for de daglige grænseovergange, men til gengæld er hun så fanget i Østberlin i seks måneder. Hvis hun nu tager over grænsen til Vestberlin på besøg, annulleres visummet til øst. Hun er accepteret i boblen, men også fanget i den.

At høre hjemme i tid og rum

Bogen er et stille indblik i kontrasten mellem livet i Vestberlin og Østberlin. De evindelige rejser over så kort fysisk afstand med så ubrydelige mentale grænser og vekslen af normer bliver hurtigt vante, og understreger det hjem, hun finder begge steder. Den hurtige accept og velkomst, Emine mødes med i både øst og vest, men også fortidens skygger i form af racistiske bemærkninger krydret med Emines tegninger fra teateropsætningerne på Volksbühne giver et helt unikt indblik i en anden tid og et fremmed rum. Fortællingen er medrivende og trækker dig med ind i sin verden.

Inspiration