En lille, grøn notesbog og seks sammenbragte mennesker

19.08.21
Roman. Tør du fortælle fremmede dine dybeste hemmeligheder? Og hvad ville du gøre, hvis en anden fortalte dig sine? Ville det sætte noget i gang, eller ville du ignorere det?

Julian er 79 og ensom. Sådan er det, men nu vil han gøre noget ved det. Han skriver nogle sider om sig selv i en grøn notesbog og efterlader den i sin yndlingscafé. Udenpå har han skrevet ”Ærlighedsprojektet”, og så ruller den stille lavine. For man må have tålmodighed, når man skal bekæmpe ensomhed, både sin egen og andres.

Her går det fint…

Alle lyver om sig selv, og ingen kender længere sine naboer. Og ja, vi kan vel alle blive enige om, at det vil være rart, hvis alle var mere ærlige omkring deres liv, ønsker og frygt, men hvorfor er vi det så ikke? Clare Pooley giver med Ærlighedsprojektet (2021) et fint bud på, hvorfor det er så svært at realisere. For når ensomheden nager, naboerne er irriterende, Instagram flyder over af perfekthed, alle andre tilsyneladende får deres ønsker opfyldt, og kollegerne ingen problemer har med at få arbejde, alkohol og one night stands til at gå op i en højere enhed, så er det svært at være den første til at indrømme, at nej, her går det ikke supergodt. Og hvad så når et ærlighedsprojekt gør en hemmelighedsfuld og uærlig?

Ikke den store overraskelse, og så alligevel…

De seks hovedpersoner har hver deres udfordring i livet, og de er spændende at følge. Som de fleste mennesker har de alle både gode og knap så gode sider, og det er ikke al tid, de forstår hinanden, men de vælger en for en at gøre noget for at forandre det, der holder dem tilbage og prøve at søge lykken, hvad den så må være. For det er jo ikke altid det, man troede, det ville være.

Historien er forudsigelig på den gode måde, men indeholder også nogle store overraskelser her og der, hvilket tilsammen giver en velskrevet og dejlig læseoplevelse med lidt at tænke over. 

Inspiration