Hemmeligheder i tyskland, kærlighed i Prag og sommer i Provence

Vi gør status på bogåret 2021 og ser tilbage på de bøger, der gjorde størst indtryk. Her får du Ernas tre bedste anbefalinger.

Erna anbefaler 'Mormor dansede i regnen'

Stærk fortælling om tre generationer af kvinder, om hvordan fortielser får konsekvenser for dem man holder af. Under oprydning, finder June et brev og et billede af sin mormor sammen med en soldat, og brevet er skrevet og stemplet i 1946 i Tyskland. Spørgsmålene fører hende til Berlin, og videre til en tysk by i den tidligere russiske zone. Byen gemmer på en helt forfærdelig historie, som alle helst vil glemme. Der er bare det, at præcis den historie har fået stor betydning for Junes mormor, mor og ikke mindst for hende selv.

Erna anbefaler 'De elskende fra Prag'

To unge jøder Lenka og Josef mødes i Prag og forelsker sig hovedkulds lige inden 2. Verdenskrig bryder ud. De gifter sig hurtigt, men krigen splitter dem, da Josef rejser til Amerika. Lenka vil ikke forlade sine forældre og lillesøster, så hun bliver i Prag. Lenka og tusindvis af andre jøder udsættes efterfølgende for nazisternes frygtelige jødejagt. Der krydsklippes mellem Lankas og Josefs historie. Omdrejningspunktet er, at de begge igennem 60 år, på trods af nye ægteskaber, stadig inderst inde er dedikerede til hinanden. Gribende, smuk og grufuld historisk fortælling.

Erna anbefaler 'Vores sommer i Provence'

Trænger du til en litterær tur til sommerens Provence, så læs denne bog. Britiske Amy har arvet en fantastisk villa efter sin elskede moster og hun har nu igennem fem år drevet ”Villa belle Vue-refugiet”. I taknemmelighed udlover hun spontant et ophold til tre kvinder. Det bliver en sommeruge fyldt med nye venskaber og nye begyndelser. Kan anbefales til alle, der holder af feel good romaner tilsat en smule romantik.

Inspiration