Det er bare en virus af Anders Fomsgaard

20.03.20
Faglitteratur. De er overalt, de trænger ind i vores celler og udnytter dem til at formere sig. Det lyder måske som spioner, men det er virus det handler om.

Denne bog er skrevet i slutningen af 2019 lige før et mystisk coronalignende virus observeres første gang i Wuhan i Kina. Super aktuel viden, formidlet så alle kan forstå det. Bogen er skrevet af overlæge og virusforsker Anders Fomsgaard.

Bogen indledes med et forord; Tyve spørgsmål til professoren. Her præsenteres gode og brugbare fakta, beskrevet så alle kan forstå dem. Fomsgaard beskriver fx hvordan virusser kan se meget forskellige ud. De kan ligne alt fra en symmetrisk satellit med antenne til en spaghetti eller en skotøjsæske. Du får også svar på, hvad en vaccine er og forskellen på en epidemi og en pandemi. Spørgsmål, som er blevet skræmmende aktuelle for os i den sidste tid.

En personlig mission

Herefter fortæller Fomsgaard historien om, hvordan han blev læge og forsker. En spændende og meget personlig beretning om, hvordan han som ung læge på Rigshospitalet blev meget berørt af et dødsfald, hvor en 6-årig dreng døde af meningitis. Dette førte til, at han ”kom til” at forske videre - som han selv beskriver det - fordi han brændte for at finde ud af præcist, hvorfor drengen døde, og om man kunne have hjulpet ham.

I bogens indledning findes også en meget gribende beretning om de første patienter med AIDS, der blev indlagt på Rigshospitalet. Ingen kunne finde ud af, hvad det var for en mystisk sygdom de led af, og mange af dem døde. Det var først, da man opdagede, at det var en virus de døde af, at der begyndte at ske noget. Her blev Anders Fomsgaard en central person i forskningen og udviklingen af en vaccine imod sygdommen.

Stærk formidling om et højaktuelt emne

Beskrivelserne i bogen er meget levende, og man kan mærke at forfatteren brænder for det. som han arbejder med. En af de mest spændende historier er den om de grønne marekatte, der dør som fluer på et forsøgslaboratorium i USA. De døde aber viser sig at have ebola, men de når alligevel at blive smidt i sorte plasticsække og transporteret igennem to amerikanske stater bag i en bil, før man opdager, hvor smittefarlige de er. Det er uhyggeligt spændende beskrevet og historien er også senere blevet til både en bog og filmen "Outbreak". I bogen beskrives forskningsprocesser, andre forskere, patienter og deres sygehistorier, blandet med historier fra forfatterens eget liv med familie, kolleger, venner, kærester m.m. På den måde giver bogen et godt indblik, og meget viden om virus, på en uhøjtidelig måde, der formidles så alle kan forstå det. Det er tydeligt, at Fomsgaard har en høj faglighed på sit felt.

 Bogens kapitler

  • 1 del: De grove, om HIV, Ebola, influenza og kopper.
  • 2 del: De utilpassede, om myg, japansk hjernebetændelse, skovflåter og hundegalskab.
  • 3 del: De klamme, om kønsvorter, HPV, leverbetændelse og mæslinger.
  • 4 del: De virkelig syge, om herpesvirus, pandoravirus og andre kæmpevirus fra Mars.
Inspiration