Den sorte kat i Mosul af Puk Damsgård

Den sorte kat i Mosul af Puk Damsgård

08.04.19
Puk Damsgård kan som ingen anden gøre ubegribelige konflikter forståelige og gøre det muligt for en velfærdsdansker som mig at ane omfanget af de menneskelige tragedier, der udspiller sig i et konfliktfyldt Mellemøsten.

Mosul: Et navn, der klinger af frygt og belejring
Puk Damsgård fortæller i Den sorte kat i Mosul om den voldsomme hverdag, mange irakere lever med i dag. De sande historier går helt tæt på menneskeskæbnerne, der må kæmpe for en hverdag.

Verdens brændpunkter
Puk Damsgård er draget til Mosul, det tidligere hovedsæde for Islamisk Stat, og her indsamler hun personlige beretninger fra en befolkning i et land, der i årtier kun har kendt til stridigheder og terror. Mosul har været den centrale by i den lange konflikt, hvor borgerkrig, amerikansk ledet invasion og IS har kæmpet om herredømmet.

Puk Damsgård ved en masse om de lokale, nationale og internationale konflikter, og hendes fortællegreb med at formidle stoffet gennem almindelige menneskers historie gør bogen vedkommende og nærværende.

Så meget lidelse, så meget mod. Det er svært at forestille sig, hvordan byen skal blive bygget op igen, og mennesker vil kunne leve et almindeligt liv uden katastrofer, død og grusomhed.

Et lille lys i mørket
Man kan næsten ikke forestille sig, at det er muligt, men på trods går livet i byen Mosul videre, og der er nu og da et lille lys i mørket og en ukuelig tro på livet, kærligheden og viljen til at skærme børnene fra de værste konsekvenser.

Inspiration