Santa Montefiore - Den franske gartner

Den franske gartner af Santa Montefiore

19.05.20
Roman. Den går lige i hjertet.

Miranda er for nylig flyttet på landet, og hun bryder sig absolut ikke om det. Hun savner London og veninderne og hendes freelancejournalistopgaver kan ikke opveje følelsen af at mangle noget. Sønnen er et problembarn, datteren alene og manden er fraværende. Var det ikke meningen at alt på magisk vis skulle blive fantastisk af at flytte ud på en kæmpe herregård i idylliske omgivelser?

Haven har engang været smuk, men er nu et stort rod, men så dukker en mystisk franskmands op, og han begynder langsomt at få styr på ikke bare haven, men også husets beboere, som langsomt lærer at åbne op for havens magi, for hinanden og omgivelserne.

En gribende og troværdig roman med flersidige hovedpersoner og en god historie. Der er flere små detaljer om hovedpersonernes personlighed, som man ikke så ofte ser beskrevet på så fin en måde, og de virker ægte. Santa Montefiore har et godt greb om menneskets natur og tankeprocesser og det får hun på smukkeste vis flettet ind i historien, så man forstår, hvorfor personerne agerer, som de gør. Man forstår dem, både når man elsker dem, og når man synes, de er helt galt på den.

Det er en dejlig roman om kærlighed og om at finde tilbage til den og ind til hinanden.

Lån Den franske gartner på eReolen som e-bog eller lydbog.

Inspiration