Da kvinderne tog magten af Søs Marie Serup

Da kvinderne tog magten af Søs Marie Serup

08.04.19
Otte markante kvinder fortæller i ny bog om deres vej ind i magtens centrum.

Otte markante kvinder i dansk politik fortæller i ny bog, Da kvinderne tog magten af Søs Marie Serup, om erfaringer, sejre og menneskelige omkostninger ved at have været foregangskvinder på nogle af samfundets tungeste poster i ledelsen af Danmark. Søs Marie Serup er politisk kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh.

Otte markante kvinder i dansk politik
Bogen er en tematisk gennemgang af kvinde- og politiske erfaringer, som er delt i rundbordssamtaler og interviews med otte kvindelige politikere, som alle er født i 40'erne, og som dermed tilhører den generation af kvinder, der for alvor fik kæmpet sig til indflydelse i magtens centrum, som i 60'erne og 70'erne stadig i høj grad var mændenes domæne. Ritt Bjerregaard, Marianne Jelved, Pia Kjærsgaard, Grethe Fenger Møller, Jytte Hilden, Mimi Jakobsen og Britta Schall Holberg er de kvinder, som trods forskellige politiske ståsteder fortæller om fælles erfaringer med magt, kvindeliv i en mandeverden, netværk, modstand og meget mere.

Magtspillet forud for kvindekampen
Det giver et spændende og personligt indblik i kvindeliv og politisk historie set fra perspektivet fra de kvinder, der banede vejen for, at vi i dag ser mange kvinder på politiske topposter. Og det er ikke først og fremmest en feministisk kamp. Som Jytte Hilden bemærker, handlede det i første omgang om at lære magtspillet, og først herefter kunne man tage fat på de feministiske kampe. Det var en tid længe før #metoo, og som Mimi Jakobsen siger: ”Jeg kan sgu ikke huske, hvem der tog mig på låret for 40 år siden, og jeg er også ligeglad.

Hvor langt er vi nået?
Et par dage efter at Da kvinderne tog magten udkom, hørte jeg et interview med politikeren Ida Auken i radioprogrammet 24syv Morgen. Hun fortalte om, hvordan hun modtager stemmetræning som forberedelse til den forestående valgkamp. Hun demonstrerede, hvordan hun med egne ord havde lært at tale ”rigtigt”, dvs. to toner lavere end hendes normale leje, fordi en dybere stemme angiveligt giver hendes budskaber mere autoritet og gennemslagskraft, når hun debatterer med mænd.

Måske er det rigtigt, men alligevel påfaldende, tænkte jeg, at en yngre, kvindelig politiker i 2018, hvor kvindekampen tegnes af fjerdebølgefeminismen og #metoo, ligefrem vedstår, at hun aktivt forsøger at efterligne manden i jagten på mere magt i det politiske spil.

Læs Da kvinderne tog magten, og bliv mindet om, at det faktisk ikke er lang tid siden, at disse foregangskvinder banede vejen for, at kvinder i dag er næsten ligestillet med mænd i det politiske landskab. Og forstå, hvorfor Ida Aukens træning i at lyde som en mand lød så forkert i mine ører.

Inspiration