Forsiden af Bytte af Ann-Helën Laestadius

Bytte af Ann-Helén Laestadius

24.11.22
Intens, skræmmende og fascinerende. Dette er historien om, hvordan et enkelt møde kan ændre et helt liv.

Elsa og morderen

Da Elsa som 9-årig ser en mand slå hendes yndlingsren ihjel, ændrer det hele hendes liv. Han truer hende til stilhed, og truslen sætter et enormt aftryk på Elsas opvækst og senere liv. Især fordi politiet intet gør – og manden får lov til at fortsætte sine uhyrligheder. Indtil desperationen og afmagten er for stor for familien.

”Bytte” giver – ligesom ”Firekeepers datter” – et indblik i et samfund mange kender så meget til. Elsa er same, men bor i Grænselandet i Lapland, et sted hvor hendes slægts traditioner er stærk, men samtidig føler hun sig udenfor alle andre steder end sammen med rensdyrene.

Der er mange ting, der bliver fortiet for børnene, og Elsa må selv stykke sandheden sammen: At de er alene og må klare sig selv. At politiet intet vil gøre – lige meget, hvor mange rensdyr der dør, eller hvor meget hun trues på livet.

Afmagt og frustration

Samme afmagt og frustration er også til at føle i ”Firekeepers datter”. Selvom det er to meget forskellige folkefærd, er denne følelse tydelig. Som læser kryber denne følelse også ind under huden, og man bliver forarget og ked af det på samernes vegne.

Noget af det fascinerende ved historien – udover hele magtbalancen mellem folkefærdene – er beskrivelserne og den detaljegrad, der er brugt til at fortælle om naturen. Årstiderne kommer og går, og vi er med hele vejen. Fra de mørke dage, til når solen endelig skinner. Fra sne og frost til det spæde forår, der for os sikkert også ville føles som vinter.

En fortælling, der går lige i hjertet

”Bytte” er en virkelig storslået historie, men det er en intens og til tider skræmmende fortælling. Den går lige i hjertet og som læser føler man alt det som Elsa også føler. 

Inspiration