Forsiden af Byens Boghandel af Rachael Lucas

Byens boghandel af Rachael Lucas

07.12.22
Selvstændig opfølger til Rachael Lucas' "Det lille bibliotek".

Søger du en hyggelig bog til de kommende kolde vinteraftener? Så søg ikke mere!

Landsbyliv

Vi er tilbage i den ultraidylliske, hyggelige landsby Little Maudley, hvor alle kender alle, og det kan være svært at skabe forandringer. Det er ikke de samme hovedpersoner som i ”Det lille bibliotek”, men der er bestemt ikke skruet ned for dramaet af den grund. 

Hannah har overtaget byens lille købmandsforretning for at få sin søn væk fra det dårlige selskab, han er kommet i. Hun er fortrøstningsfuld, da hun kommer til byen, men et nyt liv viser sig at være sværere end først antaget. Især fordi hendes ægtemand ikke har så travlt med at komme ned til dem …

Samtidig er den tidligere kendte fodboldspiller, Jake, ved at finde sig til rette i den lille by, og han ser hurtigt et talent i Hannahs søn. Jo tættere Jake og Hannah kommer på hinanden, jo sværere bliver det at holde følelserne skjult. Men Hannah er gift, og hvem er kvinden, der bor hos Jake?

All the feels

⁠Læsningen af “Byens boghandel” byder både på frustrerede hovedryst, latterudbrud, himlen med øjnene og hjertebanken. Præcis som en feel good-roman skal.⁠

Hannah og Jake er virkelig nogle skønne karakterer. Begge tumler med problemer - omend de er lidt længe om at tage tyren ved hornene og få snakket om tingene. Det resulterer i hovedryst og himmelvendte “så-gør-dog-noget-menneske”-øjne.⁠

Hyggelig, hjertevarm og håbefuld roman

Søger du en hyggelig, hjertevarm og håbefuld roman om at det aldrig er for sent at finde sig selv eller forfølge en drøm, så er dette bogen til dig.
 

Inspiration