Bogens egen fortælling

31.01.22
For bogelskere, historieinteresserede og bare nysgerrige. Der er noget for enhver i denne velskrevne bog om bogens opfindelse, udvikling, betydning, egenart og historie.

”Evigheden i et siv” (2021) af Irene Vallejo er blevet en uventet bestseller. Det er ikke så tit, at en umiddelbart tør gennemgang af en genstands historie vækker læselysten i de mange, men indimellem sker det.

Flydende sprog og eventyrlyst

Irene formår at være nærværende og begejstret i sit sprog, samtidig med at hun tydeligvis har gjort sit forarbejde og har kilderne i orden. Det er historielæsning på bedste vis, hvor man lærer en masse uden at være helt bevidst om det, mens man rejser med i bogens historie. Det er ikke en tør afhandling, men en fortælling, et eventyr. Bogen får her sin egen fortælling, og den gør sig godt som hovedperson.

En veloplagt og omfangsrig rejse

Det har ikke altid været olien, staterne kæmpede om og betalte i dyre domme for. Da mennesker først havde fået smag for skriften blev det papyrus, der var den store handelsvare, der kunne starte krige. Det ledte til udviklingen af pergamentet, der blev en konkurrent til papyrus og betød udviklingen af bogen, som vi kender den i rektangulær form frem for en rulle. Vi bladrer frem i stedet for at rulle ud.

Irene Vallejo guider os veloplagt fra Alexandria til Rom, med Alexander og Iliaden til Indien, gennem hukommelse, sten, papyrus, pergament, papir og lys. Med skriverens pen og trykpressens vægt foldes historien ud gennem ord til eftertiden og lader os forstå en fortid, vi ellers ville være blinde for. Lader den tale til os på tværs af tiden.

En god opfindelse

Bogen har overlevet i utroligt lang tid. Og ikke nok med, den har overlevet; den har også fundet sit perfekte udtryk. Da man med opfindelsen af pergamentet fandt frem til den rektangulære stak papir med skrift på begge sider i en indbinding til at beskytte og holde sammen på værket, fandt man det optimale format. Det holder endnu og bliver sandsynligvis ved med det, også selvom vi får tilføjelser i form af e-bøger og lydbøger. Hvis en person fra det 16. århundrede kom på besøg i en moderne lejlighed, ville der være enormt mange ting, han ikke ville forstå eller genkende. Men bøgerne i reolen; de ville være velkendte og umiddelbart forståelige på tværs af århundrederne.

De største opfindelser er dem, vi glemmer, er opfindelser; de forskellige alfabeter, papiret, biblioteker og ikke mindst bogen. Og som Irene Vallejo så smukt demonstrerer, så har vi uendeligt meget at takke bogen for.

Inspiration