Alle døde - bortset fra én dreng

25.06.21
Rørende og livsbekræftende historie om drengen Edward, der er eneste overlevende efter et flystyrt

Jeg havde ikke forventet at blive så rørt og revet med af denne historie som jeg gjorde. Det er en virkelig sørgelig, men samtidig utrolig livsbekræftende historie om at miste alt, og kampen om at finde tilbage til tilværelsen – eller nok nærmere, til en ny form tilværelse, hvor man ikke er helt barn, ikke er helt voksen, og måske endda er man en dreng med magiske evner?

Den udvalgte overlevende

Vi følger Edward og Shay i nutiden, hvor Edward skal forsøge at hele en knust krop, et knust sind og ikke mindst, et knust hjerte. Det er ganske bevægende læsning og jeg fik virkelig ondt af ham på så mange planer. Shay er det eneste lyspunkt han har og langsomt hjælper hun ham. Da de finder brevene fra de pårørende, begynder Edward at stykke sig selv sammen igen.

Den sidste flyvetur

Sideløbende med nutidsfortællingen, følger vi udvalgte passagerer ombord på flyet, undervejs på den skæbnesvangre flyvning, der bliver den sidste for alle, bortset fra Edward. Vi får kendskab til hvem de er, deres inderste tanker, hvorfor de er ombord på flyet og deres håb for fremtiden. Vi får også at vide hvorfor flyet styrtede ned og hvordan Edward oplevede de sidste øjeblikke med sin far og bror.

Begge fortællinger er rigtig fint koblet sammen og bidrager til en større fortælling om både sorg og håb. Om at finde noget at tro på, når alt håb synes at være ude – selv det at man er den eneste overlevende, kan måske være et tegn. Eller måske er det bare held? Hvem ved?

Vurdering

”Kære Edward” er en meget mere bevægende og rørende fortælling end jeg havde troet. Som læser blev jeg fanget af historien og at det er en bog jeg kommer til at anbefale til alle, der efterspørger en læseoplevelse lidt udover det sædvanlige. En læseoplevelse, der bliver siddende i en, lang tid efter man har vendt sidste side.
 

Inspiration