9. krimi om Rebekka Holm kredser om overgreb og politik

Rebekka Holm er tilbage på jobbet i en elendig tilstand efter bruddet med kæresten. Det bliver ikke bedre af en sygemeldt chef og en stedfortræder, som ikke har tillid til hende. 9. bog i krimiserien om Rebekka Holm.

På Ungdomsøen midt i Øresund bliver der afholdt events for et politisk parti. En ung kvinde forsvinder under festlighederne og findes senere død i en af fortets gamle skakter. Det ligner et tragisk selvmord, men da Rebekka kigger nærmere på sagen, opdager hun, at pigen er blevet misbrugt og presset til voldsom og ydmygende selvskadende adfærd af en, der kalder sig Diabolus. Jagten på sadisten sættes ind, og den trækker spor af tragiske skæbner i kølvandet.

Der er heldigvis også lys i mørket for Rebekka. Hun lærer sin nyfundne niece bedre at kende og håber på den måde at komme tættere på den bror, som hun for nylig fandt ud af eksisterede. Den unge kvinde har, som de fleste teenagere, sin egen agenda, og spiller ikke helt med åbne kort.

Krimien hedder ’Kryb’ og er 9. bog i serien om Rebekka Holm skrevet af Julie Hastrup. Efter min mening er det en af de bedste krimiserier på dansk. Hastrup har en skarp og fokuseret stil, hvor temaet ofte går tæt på, gør ondt og indeholder dilemmaer, som du efter sidste side ikke helt kan slippe. Titlen ’Kryb’ har jeg vendt et par gange. Er det ofret, morderen eller det, der kommer frem, når du roder i slangereder?  Læs selv og tænk over det.

Har du ikke læst Rebekka Holm-krimierne før, vil jeg anbefale, at du læser serien i rækkefølge. Første bog hedder ’En torn i øjet’.

Inspiration